Vi tegner et portræt af Muhammed

Med en tæt fast krop af middelhøjde havde han et godt udseende. Hans hår og skæg var tykt og krøllet, og han havde en slående udstråling med et beslutsomt og helhjertet nærvær.

Det, han gjorde, gjorde han til fulde, og det sporedes i hans kropsholdning. Han så sig aldrig tilbage over skulderen, og når han gav hånd, var han aldrig den, der først trak den tilbage. Han havde fået en god militær træning, var en duelig sabelfægter og bryder og en habil bueskytte, og selv om Vesten hyppigt har kaldt ham for en kameldriver, var han notorisk kømand, leder af karavanerne til Syrien og Mesopotanien. Altså en mand med et ansvarsfuldt, administrativt job. al-Amin blev han kaldt som ung mand i Mekka. Den pålidelige, Vi kender ham som profeten Muhammad - Guds fred være med ham. Tilføjelsen er muslimernes. De bruger den hver gang, de nævner profeten og stifteren af deres religion, Islam. Forældreløs Det gode udseende havde Muhammed angiveligt arvet fra sin far, den yngste af ti søskende, hvis far var en forholdsvis velstående købmand i Hashim-klanen, selv om det ellers var gået tilbage for klanen. Børnene blev beskrevet som den ene smukkere end den anden - af historikeren Muhammed ibn Sad beskrevet sådan: - Blandt araberne fandtes ikke mere fremragende og prægtige mænd, ingen med en mere ædel profil. Deres næser var så store, at næsen drak før læberne. Den yngste af dem var altså Abdallah, Muhammeds far. Tiden var streng, og Muhammeds far besluttede at skabe en favorabel alliance med en mere anset klan, så han lod sig selv og sin yngste søn forlove med hver en af klanens kvinder. Og straks efter brylluppet med Amina bint Wahb blev Muhammed undfanget. Kort tid efter døde hans far og efterlod sin svangre brud den ringe sum af fem kameler og en en enkelt slave. På den tid - omkring år 570 - var det almindeligt, at børn fra Mekka blev opfødt hos beduiner i ørkenen, fordi man anså det for sundest for dem. Men fordi Muhammeds mor var fattig, var der ikke ligefrem rift blandt beduinkvinderne om at tage den lille dreng til sig, eftersom de naturligvis forventede en vis modydelse. Banu Sad-stammen var desperat, fordi det havde været et særligt drøjt år i Arabien, så her fik Muhammed sin amme, Halima. Og så skete underet: Hun selv fik så megen mælk, at der også blev nok til hendes egen søn, og selv kamelerne fik pludselig spændte yvere og gav mælk til hele familien. Muhammed kom tilbage til sin mor og til Mekka, da han var omkring seks, men hans mor døde kort tid efter, og Muhammed kom til at vokse op hos sin farfar og sine onkler. Profetens kærlighed Kun en enkelt begivenhed - men til gengæld en, som siden har betydet meget for alverdens muslimer - er beskrevet fra Muhammeds liv de næste næsten 35 år. Nemlig da han som 25-årig blev gift med en fjern slægtning, den 15 år ældre enke, Khadija, der ernærede sig som købmand. Hun bad ham tage nogle varer med til Syrien, og det blev afgørende: En mand, som ledsagede Muhammed på rejsen, kunne melde tilbage til Khadija, at en munk havde trukket ham til side og fortalt, at Muhammed var den profet, som længe havde været ventet, og på et andet tidspunkt havda hen set to engle i en position over Muhammed, så de skyggede for den brændende sol. Selv om Khadija spurgte sin kristne, skriftkloge fætter, Waraqua, til råds, og fik frorudsigelserne bekræftet, havde hun andre grunde til at fri til ham. Historien fortæller: - Jeg kan lide dig på grund af vort slægtskab og dit fine ry hos vort folk, for din pålidelighed, gode karakter og sandruelighed, skal hun havde sagt til ham. Senere - vestlige - historikere har været noget uenige om, hvorvidt Muhammeds ja til frieriet var kynisk beregning eller ej, men hvorom alting er, så var den noget ældre kvinde - overleveringen siger 15 år ældre - profetens store kærlighed i henved 25 år. Hun var den første til at tro ham, da han oplevede sin første åbenbaring, og hun var den, han søgte trøst og råd hos, da han frygtede at være ved at gå fra fortanden på grund af sine religiøse oplevelser. Efter hendes død tog Muhammed en hel stribe nye koner - 10-12 stykker og blandt dem både en jødisk og en kristens kvinde og tilmed sin adoptivsøns unge, fraskilte kone - og en af dem, som betegnes som profetens yndlingshustru, Aisja, bekræfter inderligheden mellem Muhammed og hans første hustru: - Aldrig var jeg så skinsyg på nogen af profetens hustruer som på Khadiga, skønt jeg aldrig så hende. Altid talte profeten om hende… I en nyere biografi beskrives Muhammed som en lidenskabelig mand, der visseligen elskede og havde behov for kvinder - også i den udlægning, at han nød kvinders selskab og havde brug for deres ømhed og intimitet. Tidens skik Netop Aisjas tilstedeværelse i beretningerne om profetens liv har siden været med til at tegne nogle af de mere uflatterende streger til portrættet af Muhammed. Ægteskabet blev nemlig indgået, da hun var ni og fuldbyrdet, da pigen var 10, og sammen med antallet af hustruer har den omstændighed været fremhævet som både skamløst og ugudeligt, selv om skikken dengang i Arabien og i mange andre kulturer slet ikke var usædvanlig eller fremmedartet og derfor heller ikke blev opfattet som forargelig. Tilsvarende er beretningerne om Muhammeds krigsførelse og formelige udryddelse af en jødisk klan i Medina sammen med andre kendte beskrivelser af krigshandlinger og røverier mod fremmede karavaner dele til de usympatiske træk. Klanen havde angiveligt optrådt forræderisk over for Muhammed under mekkanernes belejring af Medina, og straffen lod han eksekvere i form af, hvad man på vore breddegrader og i vor tid må betegne som ren massakre: 600-700 jødiske mænd blev slagtet over en grav for øjnene af deres koner og børn. Om det - i øvrigt sammenholdt med den tids vilkår for ovelevelse i ørkenen - er en formildende omstændighed, at Muhammed faktisk havde efterkommet jødernes ønske om en bestemt opmand i sagen, kan måske diskuteres. Eftertænksomhed At Muhammed var en religiøs mand er indiskutabelt. Han trak sig i sine mandomsår jævnligt tilbage til ørkenen for at søge ensomhed og for at meditere under faste og andre bodsøvelser, og han har angiveligt også været optaget af tankerne om, at der trods arabernes myriader af guder kun er én gud, nemlig den Gud - det arabiske ord for gud er Allah - som har skabt jorden og Himlen og altså også mennesket. Araberne angives at have følt sig mindreværdige i forhold til såvel jødedom som kristendom i den forstand, at den Gud, som de opfattede som deres højgud og som fælles for alle tre grupper, aldrig havde givet dem en profet eller en hellig skrift, og at det satte de andre folkeslag eller religioner højere. Også Muhammed mente angiveligt, at kun en budbringer fra Gud kunne løse tidens problemerne i Mekka med de mange guder og stadig større griskhed og ligegyldighed over for Gud, men han havde, fremføres det, aldrig troet, at det sendebud skulle være ham selv. Derfor, fortæller Koranen, afslog han også, da han i en klippehule fik den første åbenbaring med befaling om, at han skulle forelæse, og efter at han pludselig hører sig selv recitere de første ord i Koranen, styrter han ud af hulen for at komme væk. På bjerget ser han imidlertid englen Gabriel på himlen - og uanset, at han prøver at se væk, er englen alle steder. Og med tiden bliver Muhammed som bekendt overbevist om sit særlige kald. Socialist I forhold til den religion, som åbenbaringerne blev grundlaget for, beskriver kilderne - dels biografier, dels beretninger om, hvad profeten mente og gjorde - Muhammed som både sympatisk og ydmyg og i høj grad oprigtig i forhold til sin sag. Han var i høj grad social bevidst - som alle profeter igennem tiden. Grundlæggende i Islam er bl.a. kravet om, at man skal dele med andre og ikke må puge sammen til sig selv, og det understreges med almissen som en af de fem søjler, som islam er bygget på. En bestemmelse om, at kvinder i sin tid skulle arve halvt så meget som mænd var måske i realiteten en forbedring på den tid, selv om det umiddelbart kan se ud som diskrimination, men sikkert er det i hvert fald, at han har æren for, at det blev forbudt at begrave overskydende pigebørn levende straks efter fødslen, fordi det simpelthen var en utilladelig uskik. Og faktisk proklamerede Muhammed gentagne gange, at mænd og kvinder er ligeværdige for Gud. Men ubestridt er der altså også anvisninger i Koranen, som foreslår mænd at slå deres kone, hvis hun er opsætsig - og i det hele taget er der utallige beskrivelser af Muhammed, som efter nutidige begreber trækker fra i et afbalanceret portræt. For meget og for lidt? Hvordan profetens tanker og Guds åbenbaringer, som de kendes i samlingerne om hans liv og levnet, er udmøntet i den islam, som udgør en af de store verdensreligioner, er ikke denne artikels ærinde. Dog er det måske i et land, hvor grundtonen er i det mindste kulturkristen, på sin plads at minde om et par ting til sammenligning, som ofte har vakt forundring - muslimerns bøns- og bodspraksis: Når muslimerne beder fem gange i døgnet, er det faktisk ingenting i forhold til, at kristne som udgangspunkt har syv bønner at bede i samme tidsrum. Og når muslimer skal faste i ramadanen, er det ingenting imod de kristne forskrifter, som kræver 40 dages faste både før jul og påske. - Gud vil gøre det let for jer, var Muhammeds begrundelse til sine muslimske trosfæller for at indføre en anden praksis…