Vi tjekker dem to gange

Landets to kvægauktioner ligger midt i salmonella-områder

Over 200 malkekvæg skifter hænder og stald hver fredag på Aars landboauktion. Men salmonellakontrollen er striks på auktionen. Foto: Grethe Dahl

Over 200 malkekvæg skifter hænder og stald hver fredag på Aars landboauktion. Men salmonellakontrollen er striks på auktionen. Foto: Grethe Dahl

Himmerland: Der findes kun to kvægauktioner i Danmark. Den største ligger i Aars og den anden i Brørup i Sønderjylland. Begge er placeret i centrum af de to områder i Danmark, der er hårdest ramt af Salmonella Dublin. Hos Agri Nord er kvægchef, Ole Toft betænkelig ved de to danske kvægauktioner. - Auktioner har været med til at sprede Salmonella Dublin. Der er en vis risiko, når så mange dyr bliver samlet - både til auktionen og i vognen til og fra auktionerne, siger han. Stram kontrol Men markederne har ikke noget at gøre med den store udbredelse af Salmonella Dublin i Himmerland, mener Mogens Jensen, der forestår den daglige drift på Aars kvægtorv og landboauktion: - Jeg tror, det er helt tilfældigt, at vi ligger midt i dette område. Her på auktionen må der ikke komme kvæg fra en besætning med Salmonella Dublin, siger Mogens Jensen. Klokken fem om morgenen er de seneste indberetninger om Salmonella Dublin tilgængelig på nettet. De tal bliver tjekket, inden stalddøren bliver åbnet fredag formiddag for kvægauktionen Raske smittebærere - Vi tjekker dem to gange; når de tilmelder sig og om morgenen før auktionen. Er der salmonella på en besætning, får vores vognmand besked på at køre langt uden om, fortæller Mogens Jensen. En besætning kan være registeret som salmonellafri, men i virkeligheden være smittet - det har bare ikke vist sig ved målingerne endnu. - Selv om en besætning er noteret som salmonellafri, så kan den stadig smitte. Der kan gå op til tre uger, inden man kan måle smitten. Derfor kan man sagtens have smittebærende dyr blandt auktionskvæget alligevel, siger Ole Toft.