- Vi tjekker hver dag

Nordjyske chefer har fokus på sikkerhed

Søren Kragelund, Fårup Sommerland.

Søren Kragelund, Fårup Sommerland.

NORDJYLLAND:Ulykken i Tivoli Friheden er ikke gået upåagtet hen hos cheferne i Fårup Sommerland og Karolinelund i Aalborg. Ulykken skete fredag aften i en splinterny rutsjebane kaldet Cobra. En vogn faldt af banen, og fire personer blev kvæstet. De nordjyske chefer mener, at sikkerheden er i top, hvad angår de procedurer, de selv foretager si,g og de sikkerhedstjek, der bliver foretaget af myndighederne. - Men ingen kan udstede garantier for alt, siger de samstemmende, direktør i Fårup Sommerland, Søren Kragelund, og driftschef i Karolinelund, Peter Sønderby. - Alle vores forlystelser er godkendt af myndighederne. De kommer også og tjekker uanmeldt, ligesom vi hver eneste dag sikkerhedstjekker alle forlystelser, siger Søren Kragelund. Det samme sker i Karolinelund. Hverken Karolinelund eller Fårup Sommerland har forlystelser leveret af det italienske firma, Sac Satoris, som har bygget den ny rutsjebane for Tivoli Friheden. - Der går da lige nogle tanker gennem hovedet på en. Det er svært at forstå med så ny en bane, siger Søren Kragelund. I Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark udveksler parkerne til stadighed erfaringer og nye ideer til sikkerhedsprocedurerne. - Og det vil vi også gøre i det her tilfælde. Vi skal lære af hinanden, siger driftschef i Karolinelund, Peter Sønderby. Søren Kragelund tilføjer, at der i øvrigt sjældent sker alvorlige ulykker i forlystelsesparkerne. - Det ser vi yderst sjældent. Men vi får jo til stadighed større og vildere forlystelser, og det er lidt ligesom med flyvning: Går det galt, hvilket det gør yderst sjældent, ja, så kan det gå rigtig galt, siger han.