EMNER

- Vi vil af med Jer...

Farvel til 39 pædagoger

RANUM:- Tre et halvt års studier er overstået. Nu er I parat til at tage fat på pædagogisk arbejde ude i det virkelige liv. Det er en spændende og udfordrende opgave. Sådan lød det fra rektor Hans Støttrup Jensen, Ranum Seminariet, da han ved dimissionen sendte 39 nye pædagoger ud i verden. - Det er seminariets ambition at uddanne pædagoger, der vil tage ansvar for den svage og møde andre med respekt. Den ambition kan kun indfries, hvis I som studerende arbejder med på projektet. Det betyder ikke, at vi skal være enige om alt - uenigheden kan også være konstruktiv. Det tjener jer til ære, at I har bidraget til den konstruktive uenighed. Vi har taget mange livtag med hinanden. Derfor har I sat jer spor på seminariet. Og det er også vigtigt. - En institution er ikke bare de mennesker, der er her på et tilfældigt tidspunkt, eller bygningerne eller virksomhedsplanen. Seminariet som institution er i langt højere grad de historier, ritualer, fortællinger og drømme, som vokser frem af vores fællesskabet. Dem har I bidraget til med jeres liv, jeres energi og jeres brok her på seminariet. - Nu skal vores veje skilles. Vi har holdt jer i hånden hertil. Nu skal I til at klare jer selv - uden kontorets hjælp, uden kantinens mad, uden bibliotekets service, uden lærernes omsorg og uden at have en rektor at brokke sig til. I trænger I til at prøve noget nyt - og helt ærligt, så trænger vi også til at komme af med jer, sagde Hans Støttrup Jensen.