Vi vil have en på opleveren

Billetsalget går strygende for Aalborg Kongres & Kultur Center

Selvom Cirkusrevyen har  to ekstra forestillinger i Aalborg i år er der allerede næsten udsolgt.foto: jan persson

Selvom Cirkusrevyen har to ekstra forestillinger i Aalborg i år er der allerede næsten udsolgt.foto: jan persson

AALBORG:Vi er vilde med kultur i Aalborg. I hvert fald boomer Aalborg Kongres & Kultur Centers abonnementssalg. Allerede nu er der solgt flere end 10.000 abonnementsbilletter til den kommende sæson, der går i gang 1. oktober. Dermed har salget allerede overgået det samlede salg sidste sæson. Aalborg Kongres & Kultur Center tilskriver interessen, at en kommende sæson er mere varieret end sidste år. Blandt andet er der mere fokus på musicalgenren på bekostning af de klassiske genrer som ballet, opera og skuespil. Revyen snart udsolgt Men samtidig tror centret også, at interessen skyldes en stigende efterspørgsel på kulturelle oplevelser blandt nordjyderne. Et bevis på det er Cirkusrevyen, der gæster Aalborg i slutningen af august og starten af september. Samtlige otte forestillinger er tæt på at være udsolgt. 11.5000 ud af i alt 12.000 billetter er solgt. - Revyen har også været udsolgt andre år, men det er værd at bemærke, at der i år er to ekstra forestillinger, siger Esben Lind Simonsen fra Aalborg Kongres & Kultur Center. Pengene sidder løs Nordjydernes hang til kultur var også medvirkende til, at melodi grand prix kunne trække næsten to udsolgte arrangementer i Gigantium i februar. Og sommerens koncertrække i Skovdalen er også større end nogensinde før. - Måske har folk fået flere penge imellem hænderne, som de vil bruge på kultur. Det er svært at dokumentere, men det er min fornemmelse, lyder det fra Esben Lind Simonsen. Aalborg Kongres & Kultur Centers abonnementsprogram tæller i år 22 forestillinger. Et abonnement består minimum af 4 forestillinger. To forestillinger er udsolgt som følge af abonnementssalget. Det drejer Bolshoi Ballettens opførelse af Svanesøen 8. oktober, og Fredericia Teaters opførelse af musicalklassikeren Spillemand på en tagryg 11. marts næste år.