Vi vil have julekort sendt med posten

Overvældende flertal af nordjyderne foretrækker et godt gammeldags julekort frem for de moderne alternativer.

Christian Granhøj Skouboe,
Et flertal af nordjyderne foretrækker personlige motiver frem for et mere klassisk julekort som dette.Tegning: H. Larsen
EMNER 23. december 2011 05:00

Langt størstedelen af nordjyderne - faktisk 90 procent - mener, at det har en betydning at få et julekort. Det viser en ny undersøgelse foretaget af TNS Gallup for Post Danmark, hvor man har spurgt 513 nordjyder om deres holdning til julepost. Undersøgelsen slår fast, at 7 ud af 10 nordjyder kommer i julestemning, når de modtager et julekort med posten, og at selvom smartphones sælger som aldrig før, og internettet buldrer derudad, foretrækker vi fortsat vores julekort lige som selve højtiden: traditionsrig og som vi kender den fra de andre år. Foretrækker brevkassen Kortene skal afleveres i brevkassen af et postbud med både rød frakke og røde kinder, og bestemt ikke som en e-mail i indbakken. Undersøgelsen viser nemlig, at 77 procent af alle de deltagende nordjyder foretrækker deres julehilsner som postkort. 13 procent ønsker deres julehilsner som e-mail, men kun tre procent synes, at en sms på mobiltelefonen er en tilstrækkeligt festlig måde at ønske god jul på. Den absolutte bundskraber er sociale netværk som Twitter og Facebook, der kun løber af med én procent. - Julekort betyder både noget for den, der modtager den kærlige hilsen, og for den, der skriver. Det kan være som del af en hyggelig adventssøndag, hvor man klipper og klistrer sammen med familien, eller måske en alenestund, hvor man nedfælder lidt tanker om året der gik, siger Lars Kaspersen, kommunikationschef i Post Danmark. Den personlige hilsen, hvor man for eksempel fortæller om livet i året, der rinder ud om en uge, er et vigtigt element i julehilsnerne. 70 procent af de adspurgte svarer, at det for dem er meget vigtigt eller vigtigt, at der følger en personlig hilsen med kortet. På samme vis er et personligt foto det mest populære motiv, når man skal sprede julestemning. 22 procent af de adspurgte vil hellere have et billede fra privatlivet end skildringer af både julemanden, engle og snelandskaber på kortet. - Der bliver sat pris på det nære og personlige, som et julekort giver. Det viser, at afsenderen har tænkt på en og gerne vil sende en kærlig tanke - og så er det jo også bare en naturlig del af julehyggen, fortæller Lars Kaspersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...