EMNER

Vi vil ikke betale grøn skat

KØBENHAVN:Danskerne vil ikke hjælpe statsministeren med at styrke Danmarks grønne profil. Et flertal af danskerne siger nej til at sætte flere skattekroner af til forbedringer af miljø og klima. Det viser en ny stor vælgerundersøgelse af danskernes holdning til velfærdssamfundet, som meningsmålingsinstituttet Zapera har gennemført for Ugebrevet Mandag Morgen. 45 procent siger nej til at poste flere skattekroner i klima og miljø, mens 43 procent siger ja. Statsministerens vision om at gøre Danmark til en frontløber på klimaområdet er dermed i modvind, skriver Mandag Morgen. - Han får en stor udfordring med at overbevise vælgerne om, at miljø og vækst skal gå hånd i hånd. Det er nemmere at få vælgernes opbakning til opprioritering af konkrete kernevelfærdsydelser, der påvirker deres dagligdag, end at få folk til at betale mere i skat til abstrakte, værdipolitiske spørgsmål, der først får virkning flere år ud i fremtiden, siger valgforskeren Kasper Møller Hansen, lektor ved Københavns Universitet. Modstanden kommer især fra statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) egne rækker. Seks ud af ti Venstre-vælger siger nej til højere skatter for miljøets og klimaets skyld. Regeringens planer om at sætte flere skattekroner af til infrastruktur, kollektiv trafik og kloaknet hænger sammen med klimaspørgsmålet. Men også her stritter vælgerne imod. 60 procent vil ikke betale mere i skat for at forbedre den kollektive trafik, busser og jernbaner. Danskerne ser dermed ud til at være vendt på en tallerken. En meningsmåling, som Mandag Morgen foretog i 2007, viste nemlig, at 64 procent af danskerne mente at, der bliver sat for få offentlige midler af til området. Velfærden vil danskerne derimod gerne investere i. 66 procent vil gerne betale til sundhed. Det giver folkelig opbakning til regeringens milliardinvesteringer i nye hospitaler. Desuden vil 61 procent gerne betale mere til en bedre ældrepleje. Spørgsmålet splitter dog regeringens vælgere. Et flertal af Venstre-vælgerne siger nej til at betale højere skat til sundheds- og ældreområdet, mens mere end halvdelen af de konservative vælgere gerne vil betale ekstra for et bedre sundhedsvæsen og ældrepleje. Undersøgelsen er foretaget blandt 1.014 borgere over 18 år i perioden 10.-14. november./ritzau/