EMNER

Vi vil ikke nøjes

Nej, selvfølgelig skal og vil Nordjylland ikke nøjes med 30 år gamle tog.

Det vil vi ikke, fordi vi jo via vores betalte skat har købt og betalt for nye tog. Og når nu landet stander i økonomisk våde, er det vel nærliggende at spørge, hvordan kan man overhovedet komme i den situation at smide så mange penge ud af vinduet. Og har vi nogensinde behøvet disse tog til rigtig mange tusinde millioner? Til oplysning for hvem, der ikke lige ved det, så var det den socialdemokratiske trafikminister, Jacob Buksti (det var ham, der kørte alt for stærkt), der i december 2000 indgik aftale om levering af 83 togsæt til 5000 millioner kr. med en smart italiensk leverandør. Det første spørgsmål, som man som borger med rette kan stille til den politiker/regering, som købte disse tog, lyder: Hvem var regeringens rådgivere? Det næste spørgsmål må selvfølgelig være, hvor dan kan man dog handle på tilsyneladende så ufattelige betingelsesløse og ansvarsløse betingelser, hvor det egentlig fremstår således, at det er leverandøren alene, der har erhvervet rettigheder. Og hvor køberen DSB /den danske stat har påtaget sig alle mulige risici. Jeg forstår godt den måbende befolkning undrer sig over, at det kan gå så galt, som det jo ser ud til at det er gået. Og uhyrlighederne vælter stadigvæk ud af skabene. Vi, skatteyderne, kender jo ikke til aftalen udover de uhyrligheder vi får kendskab til gennem pressen. Men som erhvervsmand, kan jeg forsikre den undrende befolkning om, at havde en sådan kontrakt været indgået i det private erhvervsliv, så ville der for længst have været rullet de involverede hoveder. Det kunne være interessant for offentligheden at vide, hvilken rådgiver politikerne har benyttet sig af i beslutningsprocessen Ja, når vi nu er ved det, så var det vel lige sådant med køb af nogle helikoptere og et projekt med førerløse fly, hvor alle pengene også er forsvundet op i den blå luft, Og når nu det mest stillede spørgsmål i den politiske debat er: Hvad skal vi leve af? - ja, så bliver man svimmel bare ved tanken om, hvor mange varme hænder og hvor mange renoveringer af plejehjem og skoler, man kunne have fået for disse fiaskoprojekter. Jo, man kan vel også med rette stille sig spørgsmålet, at nu når man pludselig hiver et stort antal 30 år gamle tog ud af remisserne, har vi nogensinde manglet IC4-togene. I øvrigt er det i nutidens CO2-tider håbløst forældet, at man køber dieseltog og i øvrigt ikke noget afprøvet tog. Men i Danmark skal man jo for alt i verden undgå at gøre som andre. Men det er ikke klogskab Tænk hvor mange hundrede kilometer banestrækning, man kunne have elektrificeret for de spildte togmilliarder. Vi må fremover kræve, at der skal være et langt bedre beslutningsgrundlag i alle statens indkøb. Man må simpelthen have professionelle rådgivere og ikke gratis være prøveklude for alle mulige uprøvede projekter. Liberal Alliance vil lige så langt, som vælgerne giver os magt hertil, øve vores indflydelse på fremtidige projekter af den art, så vores motto "Mere for skattepengene" også får virkning sådanne sager. Som staten køber ind nu, er vi for det første helt til grin for vore skatte penge og mon ikke også der er nogle i udlandet, der trækker på smilebåndet? Nej, vi vil og skal ikke nøjes.