Gistrup

Vi vil nødigt bo i Aalborg Øst

Men områdets beboere er tilfredse med at bo der.

Aalborg Øst kommer ind på en klar førsteplads, hvis man spørger aalborgensere, hvilken bydel de nødigst vil bo i. Det fremgår af et forskningsprojekt fra Aalborg Universitet. I en spørgeskemaundersøgelse peger 38 procent på Aalborg Øst som første eller anden prioritet, når det gælder bydele, de sidst ville vælge at bo i. Næste upopulære bydel på listen er midtbyen, men her er vi allerede nede på sølle 14 procent. Godt at bo her Sociologerne bag undersøgelsen har også set på, hvor tilfredse vi er med at bo, hvor vi nu bor. Her klarer Aalborg Øst sig anderledes godt. To ud af tre i Aalborg Øst angiver deres egen bydel som et af de to steder i Aalborg, hvor de helst vil bo. Ikke noget mod Gug og Gistrup, hvor 90 procent har det sådan, men stadig meget, når man sammenligner med bundskraberen: Grønlandskvarteret. Her peger kun hver femte beboer på sin egen bydel som den mest, eller næstmest ønskværdige at bo i. Under angreb fra omverdenen Sociologerne bag undersøgelsen konkluderer, at nogen territorier er sværere at forsvare end andre. De er under angreb fra omverdenen, som definerer stederne som dårlige steder at bo, selv om stedernes beboere i en del tilfælde mener noget ganske andet. Deres vurdering tæller imidlertid ikke i offentligheden - hverken i mediebilledet eller hos ejendomsmæglerne. Fireårigt projekt Undersøgelsen (der blandt andet trækker på data fra den såkaldte COMPAS-undersøgelse) er del af et fireårigt forskningsprojekt på Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation på Aalborg Universitet: Interloc Projektet. Det tager udgangspunkt i Aalborg Øst, som er det mest multikulturelle område i Nordjylland: 13 procent af de 12.600 beboere kommer fra et land udenfor Europa, Norden og USA.