Danmark

- Vi vil slutte VM godt

TURKU: Tirsdagens drop mod Schweiz er blevet diskuteret igennem i den danske landsholdstrup. Nu gælder det om at slutte Danmarks første A-VM med stil i mellemrunden mod Canada, Sverige og Letland. - Det bliver en oplevelse at spille mod Canada og Sverige, men kun hvis vi er helt klar. Der er jo ikke meget ved at gå ind og tabe kæmpestort, erkender Ronny Larsen. - Vi undervurderede nok Schweiz en smule, selv om vi ikke burde have gjort det. Dén risiko er der jo ikke mod Canada og Sverige! AIK-forwarden - der har markeret sig fornemt med tre mål i de tre første kampe - vil ikke sætte cifre på, hvad der er et acceptabelt nederlag. Og ikke én af de danske spillere tror på en dansk sejr. - Det er jo svært at sige på forhånd. Meget kommer an på, hvad der sker i løbet af de første ti minutter. Hvis vi kommer hurtigt bagud 0-2, så er situationen jo lidt anderledes, end hvis vi vader i chancer, forklarer Ronny Larsen. Hans klubkammerat, Frederik Åkesson, ønsker bestemt heller ikke at løbe ind i en gang øretæver. - Jeg vil ikke rende rundt som en skurvogn mod Canada nede i vores egen zone, siger den gamle AIK-kæmpe. - Vi skal spille væsentligt bedre end mod Schweiz. Ellers kommer vi til at spille stort set hele kampen i vores egen zone. Han håber på et nederlag i stil med kampen mod Rusland, hvor det blev 1-6 efter en fornuftig indsats. - Kan vi spille som mod USA og som mod Rusland - bortset fra ti minutter i anden periode - så kan vi forhåbentlig også komme ud af kampen med en fornuftigt resultat, siger den seriøse nordjyde. toto