Vi voksne skal også være bange

I Aalborg drev for et halvt hundrede år siden en særling rundt i gaderne. Hans navn var Emil Jennerjahn, men selv kunne han ikke udtale sit navn ordentligt. Vi børn havde hørt, at det var fordi han ingen gane havde.

I nogle år gik han og solgte billetter til Noahs Ark. Jennerjahn vidste nemlig, at dommedag var lige om hjørnet, og at Vorherre snart ville lade vandene stige for at straffe den syndefulde menneskehed. Jennerjahn havde fået nys om, at Noahs Ark ved den lejlighed lige ville nå at lægge til i Aalborg Havn, på kajpladsen lige ved siden af Københavnerbåden, men kun dem med en af Jennerjahns autoriserede billetter kunne gå om bord. Aalborgensere er pragmatisk anlagte folk, som af princip ikke tror på den slags, men da billetterne sådant set var rimeligt billige, købte mange for en sikkerheds skyld. Så skulle man ikke gå og ærgre sig, hvis vandene steg. Vi kom til at tænke på, at Jennerjahn ikke havde levet forgæves, da vi forleden i forbindelse med klima-topmødet så en reklame for Monarch-cykler med ordlyden: ”Køb en cykel og red en isbjørn”. Begge reklamer er jo udtryk for rent plattenslageri – dog fuppede og skræmte Jennerjahn kun letantændelige voksne, mens Monarch fupper og skræmmer dyreglade børn, som de vil have til at tro, at hvis de køber en Monarch-cykel, så redder de samtidig en isbjørn ... Men hvor har geskæftige dog i hele menneskehedens historie forsøgt sig som skræmmere, og hvor har menneskeheden dog generelt ladet sig tage ved næsen. Disse profeter, som for tiden har succes med at skabe rædsel omkring Jordens klima – det sidste nye skud på den aldrig afsluttede dommedags-føljeton. Vi kom forleden til at tale om, hvad der har været bare i vor levetid i vore respektive fødelande – England og Danmark, - som har haft til formål at skræmme og intimidere børn og barnlige sjæle. I England underviste lærerne skoleeleverne i, at når atombombe-sirenerne lød, skulle de skynde sig at krybe ned under et bord … Børnene fik det lige prøvet nogle gange, så lærerne nu også var helt sikre på, at børnene havde forstået, hvad de skulle gøre, når de russiske atomraketter med djævelsk fart hvirvlede af sted med kurs mod Nelson’s Column på Trafalgar Square. I Danmark var det ikke alene bomben, der skulle ryste pæne folk, men sågar den fredelige udnyttelse af kernekraften. I titusindvis begav de skræmte sig ud på vandringer gennem landet, mens de afsang lange, lange, bange sange for hinanden og for pressen. Danske børn fik det også lært, det dér med at være bange og skræmte. For hvad skulle man dog gøre med affaldet? Tænk, at det bare kunne ligge dér i en klippehule og være radioaktivt i 25.000 år! Det var slet ikke til at overskue … Nogle år inden atommarcherne gennem Danmark havde man i England været angste for væsener fra det ydre rum. Det var ”aliens”, som stod parate til at invadere og overtage Jorden. Tusindvis af engelske børn gik og brugte energi på at tænke over, hvad de ville gøre, hvis der pludselig stod sådan en rummand for næsen af dem. Da UFO-rædslen og atomfrygten så småt var drevet over, fandt skræmmerne nye græsgange, og gik i gang med at skræmme os alle sammen med AIDS. Den sygdom var stort set som pesten i 1300-tallet, fik vi at vide. Vi ville dø, ikke blot i tusindvis, nej, vi måtte tælle de afdøde i millioner. Hvis vi ikke ligefrem gik rundt med et døds-ønske, var sex faktisk blevet til et problem! Nu endte det jo så med, at der ikke var så mange, der rent faktisk døde af sygdommen, så i mellemtiden vendte skræmmerne tilbage til det gammelkendte: rummet – og begyndte at råbe om kometer som eksempelvis Haley. Risikoen for en komet var overhængende, sagde eksperterne: Hvis vi ikke var ganske umanérlig heldige, ville en af kometerne hamre ned mod Jorden, og alt liv som vi kender det, ville forsvinde i en tåge af støv og forurening. Så var kometerne så frække, at de lod være med at slå ned, men man nåede lige i mellemtiden at advare om årtusindskiftet, hvor alle computere ville gå bananas, og al civilisation som vi kendte den, ville gå i opløsning. Urene tikkede dog fint og uden problemer fra 1999 til 2000, så nu var muligheden kommet for skræmmerne til at sætte skræk i folk med ”fugle-influenza”, der efter hvad eksperterne spåede, ville blive en mega-dræber. Hjemme hos os ved Svinø på Sydsjælland fandt man nede på stranden det første danske kræ, der var bukket under for sygdommen. På Svinø kunne vi ikke helt sige os fri for at være noget stolte over, at vores lille halvø pludselig figurerede i TV-Avisen! Vores familie i udlandet, som i avisen havde set navnet ”Svinoe”, var selvfølgelig noget foruroliget over den skæbne, der var blevet os til del. Vi skyndte os at ringe til dem for med overskud i stemmen at fortælle dem, at vi stadig var i live, om end vi egentlig nok følte os noget sløje … Rejsende, der stod af toget på Lundby Station, blev ved ankomsten mødt med et skilt, der med rødt advarede: ”Fugleinfluenza-Zone!”. Vi pendlede begge mellem København og Lundby, og vidste ikke rigtigt, hvordan vi skulle tackle problemstillingen, og hvordan vi skulle agere forskelligt alt afhængigt af, om vi var i karantænezonen eller uden for. Om vi evt. skulle have desinficerede støvler stående på stationen. De første dage holdt vi øje med, om der skulle være nogen, der stod og holdt øje med os, når vi gik ud af zonen, men da der aldrig var nogen, vænnede vi os til skiltet, og gik glade på arbejde. Vi blev på Svinø noget imponerede over beredskabet, da vi fra en ekspert på TV2-Øst fik at vide, at beredskabet havde fungeret over al forventning – forstået på den måde, at der kun var gået ganske få timer efter at de havde fundet det døde kræ på stranden, og til de første karantæne-skilte var blevet sat op! Ta’ dén …! Vi er ikke ganske klar over, hvor mange mennesker herhjemme, der døde af fugleinfluenza – eller om det, når alt kommer til alt kun var den stakkels fugl dernede på stranden, hvor vi plejer at bade. Men der kommer vel en opgørelse en dag. Næppe havde vi alle konstateret os feberfri, før svineinfluenzaen i verdens aviser meldte sin ankomst! De alvorlige og konstant småfrysende svenskere gik helt fra snøvsen, og indkøbte på stedet 22 millioner portioner vaccine – to stks til hver svensker – og det skal være nu! Stor var skræmmernes frustration, da det ikke rigtigt lykkedes at hidse danskerne op på samme måde, selvom de prøvede. Regeringen besluttede sig til, sådan mest for et syns skyld, at købe 1,3 millioner portioner – og de skulle gå til ”nøglepersoner” … Nu ville skæbnen, at de fleste af disse mange nøglepersoner slet ikke ville vaccineres – og regeringen er til dato kun sluppet af med 250.000 portioner. Måske svenskerne vil købe resten? En ekstra vaccination til Kalle Svensson kan da aldrig skade … Opgørelsen over antal døde efter svineinfluenzaen, som efter hvad vi fik at vide på verdensplan skulle tælles i millioner, har vi endnu til gode. Men i skrivende stund lader det til, at det vist er lidt færre, der er døde – end ved en normal influenza-epidemi. Men glem bare alle disse nævnte små skræmmerier! De er jo alle rent amatør-skræm i forhold til skræmmernes i særklasse største succes de seneste 10 år: Jordens Klima! Da vi forleden under COP15-mødet i København kørte ind over Sjællandsbroen, var der oppe i syv meters højde blevet anbragt nogle lysende, røde blinklys, som skulle advare bilisterne om, at såfremt vi ikke reducerede CO2-udslippet, ville vandstanden stige op til det på blinklysene angivne niveau. Vores Hyundai er ikke mere end lige godt halvanden meter høj – så vi kunne jo godt se, hvad vores situation ville blive. Vi lettede derfor umærkeligt på speederen; det måtte da kunne hjælpe lidt, tænkte vi …