Vibedal bliver færdig til tiden

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der gøres klar til at lægge godt 2000 kvadratmeter fliser ved det nye ældrecenter.

Det nye ældrecenter Vibedal bliver færdig til tiden, og de ældre flytter ind til september THISTED: Det mere end 80 millioner kroner dyre byggeprojekt, Vibedal Ældrecenter på Vibedalvej i Thisted, bliver færdig til den aftalte tid den 1. juli og udflytningen finder sted den 1. september. Det glæder ikke mindst omsorgsdirektør Helge Yde. - Der har været en god styring på byggeriet, og det kan vi ikke mindst takke vores totalentreprenør E. Bodilsen A/S fra Mors for. Vi er heller ikke stødt ind i uforudsete problemer, og håndværkerne er kommet til tiden, så alt er klappet som det skulle, siger Helge Yde. Det nye ældrecenter Vibedal, der til september bliver taget i brug, bliver et center, der lever op til alle nye regler og forskrifter, og der bliver plads til flere ældre, end Højtoftcentret kan rumme i dag. Vibedal får 48 almene pladser og 14 skærmede pladser til demente. På Højtoftecentret er der 44 almene boliger og ni pladser til demente. Praktisk indretning Indretningen bevirker blandt andet, at arbejdsgangene kan afvikles mere hensigtsmæssigt, påpeger Helge Yde. Bygningen er formet som en hånd med fire fingre, hvor administrationen og hovedbygningen samles i den øverste ende, og så går der afdelinger ud i fingrene. Hvad bygningerne i det gamle Højtoftecenter på Thylandsvej skal bruges til, er Thisted Kommune nu ved at kigge på. Blandt andet bliver der nu indledt forhandlinger med Sygehus Thy-Mors, der i længere tid har ytret ønske om at købe bygningen, og indrette den til en samlet administration og undervisningslokaler. Det er ret nærliggende, idet der går en tunnel under Thylandsvej, der forbinder sygehuset med Højtoftecentret. Genhusning En af udfordringerne i de forhandlinger er at finde en løsning omkring midlertidig genhusning af de 25 beboere fra Klitrosen i Klitmøller. Her skal man nemlig til at renovere Klitrosen, og det er et omfattende arbejde, der kommer til at tage otte måneder. Det byggeri skal efter planen starte den 15. september. - I den forbindelse er der planer om at beboerne skal genhuses på Højtoftecentret, der jo er lige til at flytte ind i, og som er særdeles egnet til det formål, siger Helge Yde. Så man forsøger at få tingene til at gå op i en højere helhed, dels at finde plads til en midlertidig genhusning af beboerne fra Klitrosen, og dels at overdrage bygningen til sygehuset, så de kan komme i gang med at indrette lokalerne. Det bliver en af de store udfordringer i de kommende forhandlinger, som kommunaldirektør Karl Aage Drengsgaard er sikker på kan lykkes. - Vi går nu i gang med forhandlingerne med sygehuset, og så er jeg sikker på, at vi finder frem til en løsning, der både tilgodeser sygehuset og genhusningen af beboerne på Klitrosen. Forhandlingerne går i gang i løbet af sommeren, siger han. @Byli.9.special.bund:Af Ann Kerol ann.kerol@nordjyske.dk