Viborg Big band slår tonen an ved kultur-debat

Viborg 1. september 2003 06:00

AALESTRUP: Viborg Big Band står for en del af det musikalske indslag, når "Kulturregion Møldrup og Aalestrup Kommuner" inviterer til inspirations- og debatmøde på Knaberscenen torsdag aften. Kulturregionen er - som navnet antyder - et tværkommunalt samarbejde mellem de to nabokommuner, hvor formålet er at sætte øget fokus på og dermed øge de kulturelle aktiviteter i området. Regionen har allerede samarbejdet om forskellige projekter, eksempelvis "KnaberRock", som fandt sted i Aalestrup i slutningen af maj. Og senest har Møl- drup Kommune - anført af Klejtrup Idrætsforening - markeret sig med stor succes i forbindelse med den store herregårdskoncert på Lynderupgaard, som tiltrak godt 6000 gæster. Der er også allerede flere spændende tiltag på vej. 19. september inviterer Aalestrup Kommune til kulturnat for børn og unge med masser af spændende aktiviteter og indslag i de fleste af kommunens byer. Og for at få endnu flere forslag og gode ideer på bordet, håber kulturregionen på stort fremmøde på Knaberscenen torsdag aften, hvor både foreninger, institutioner og alle andre interesserede er velkomne. Det er børne- og kulturudvalgsformand i Aalestrup Kommune, Per Bisgaard (V), som vil forestå velkomsten, hvorefter Viborg Big Band indtager scenen. Herefter vil en af Membranens dygtige amatørskuespillere, Claus Laursen, gengive et af numrene fra Knaberrevyen 2003 - "Integration - En Svær Ting". Efterfølgende er der lagt op til endnu en stor, musikalsk oplevelse, når de lokale unge piger, Birthe Jensen på klaver og Stine Borup på safoxon, demonstrerer deres færdigheder. Næste programpunkt er en debat mellem de fremmødte, og børne- og kulturudvalgsformanden fra Møldrup, Jon Pugholm (V), Klejtrup, står for det afsluttende indlæg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...