Viborg henter overraskende sejr i Brøndby

Brøndbys første nederlag i denne sæson

Viborg-spillerne formåede at finde opskriften mod Brøndby. Foto: Anders Kjærbye/Scanpix
Sport 18. september 2016 18:02

BRØNDBY: Den sædvanlige energi og det hidsige presspil så man ikke meget til, da Brøndby på hjemmebane tabte med 1-2 til Viborg i Alka Superligaen.

Det var Brøndbys første liganederlag i denne sæson.

Gæsterne sad især i første halvleg på det meste af spillet, mens de efter pausen måtte have hjælp fra Brøndby-anfører Johan Larsson, der blev matchvinder med et selvmål.

Brøndby har ellers forkælet sine fans med offensiv, energisk fodbold efter sommerpausen, hvor Alexander Zorniger tiltrådte som træner, men søndag eftermiddag var det svært at genkende de blågule.

Viborg-træner Johnny Mølby meldte op til kampen ud, at han havde brugt hele ugen på at træne modsvar til Brøndbys stil, og den lille taktiske duel så Mølby ud til at vinde mod Brøndby-træneren.

For Viborg sad på det meste i første halvleg, hvor man især på dødbolde kom frem til meget. Anfører Mikkel Rask var her en evig trussel, og det var da også ham, der headede Viborg i front.

Føringen kunne allerede inden pausen være blevet udbygget, da Serge Deble driblede uden om Brøndby-keeper Frederik Rønnow, men på stregen kom Benedict Röcker glidende og reddede for Brøndby.

Fra anden halvlegs start kom Brøndby mere op i gear, men stadig savnede spillet både finesse og den idérighed, man har oplevet hidtil i sæsonen.

Udligningen kom i hus efter en bold, som Viborg-målmand Peter Friis Jensen kun kunne vifte ud midt i feltet, og her stod Kamil Wilczek som så ofte før klar og udnyttede returen.

Brøndby formåede ikke at udnytte det genvundne momentum til for alvor at sætte Viborg under pres. I stedet bed gæsterne godt fra sig, og det gav pote ni minutter før tid, da et indlæg fra Kristoffer Pallesen blev sparket i eget net af Johan Larsson.

Brøndby fører trods nederlaget stadig Alka Superligaen, a point med både FC København og Randers FC, mens Viborg med tre point i banken avancerer til syvendepladsen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...