Viborg HK slutter af med maner

Viborg HK var sikker på at gå videre, men alligevel vandt holdet sin sidste Champions League-kamp med 10 mål.

10 i Århus. (Foto: Jens Thaysen/Scanpix 2010)

10 i Århus. (Foto: Jens Thaysen/Scanpix 2010)

Viborg HK's håndboldkvinder havde nærmest ikke noget at spille for i klubbens sidste gruppekamp i Champions League. Det danske mesterhold havde på forhånd sikret sig adgang til mellemrunden og var endda også sikker på førstepladsen i gruppen. Alligevel var Viborg det klart bedste hold i hjemmekampen mod kroatiske Podravka og vandt med 36-26 efter 18-13 ved pausen. Især i kontraspillet var det danske hjemmehold klart bedst og scorede 14 kontramål mod Podravkas beskedne tre. - Vi ville gerne manifestere, at vi er gruppens bedste hold, siger Viborg HK's træner Jakob Vestergaard til TV2. - Jeg er stolt over, at vi er blandt de sidste otte hold i Champions League, men vores ambitioner er større end det. Jeg håber også, at vi går videre fra mellemrunden, siger træneren. Viborg HK er eneste tilbageværende danske repræsentant i Champions League, efter at FCK Håndbold og Aalborg DH ikke klarede sig videre. /ritzau/