Viborg-playmaker: Koncentration skal sikre os titlen

Energi og koncentration skal sikre Viborg titlen i Cup Winners' Cup-finalen mod Zvezda Zvenigoro.

8. maj 2014 19:00

Det er med et forspring på ni mål, at Viborg HK søndag går på banen i Rusland i returopgøret mod Zvezda Zvenigorod i finalen i den europæiske turnering Cup Winners' Cup.

Og spiller Viborg på det niveau, de plejer, så kan de grønblusede piger tage guldet med hjem. Det mener i hvert fald Viborgs playmaker, Mouna Chebbah.

- Vi skal holde samme energi og koncentration som i hjemmekampen, så tror jeg på, vi kan tage Cuppen, siger hun til klubbens hjemmeside.

I hjemmekampen vandt Viborg 31-22 over russerne, men på søndag er det Zvezda Zvenigorod, der har opbakningen fra publikum i ryggen.

- Russiske hold er gode hjemme, men hvis vi kan spille som i den første kamp, er jeg 100 procent sikker på, vi ikke taber med ti mål, siger Mouna Chebbah.

Det store forspring, Viborg har sikret sig, kan ifølge playmakeren være medvirkende til et roligere spil fra Viborgs side.

- Det vigtigste er at spille uden stress, og det tror jeg, vi kan efter sejren i første kamp, siger hun.

Viborg spiller returkamp mod Zvezda Zvenigorod på søndag klokken 14.45 dansk tid.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...