Viborg skuffer igen med uafgjort mod Ringkøbing
Viborg HK smed en stor føring og måtte nøjes med 24-24 hjemme mod Ringkøbing Håndbold i Dame Håndboldligaen.
Viborg HK skuffede sit hjemmepublikum, da opgøret i Dame Håndboldligaen hjemme mod Ringkøbing Håndbold sluttede 24-24.
Dermed nåede begge klubber op på otte point, men befinder sig stadig omkring midterfeltet.
Viborg tabte i den seneste kamp ude til København Håndbold, som mandag vandt 25-19, og Viborg kunne heller ikke trække fra Ringkøbing i tabellen med en sejr og to point lørdag.
Hjemmeholdet var foran 24-23 kort før sidste fløjt, men Zeljka Nikolic udlignede med 20 sekunder tilbage af opgøret til slutstillingen.
De to hold fulgtes ad i første halvleg, hvor hjemmeholdet dog gik til pause foran 13-11, men i anden halvleg var Viborg både foran med 18-12 og 20-14, før Ringkøbing med en stime på seks scoringer i træk på otte minutter udlignede til 20-20.
Herefter blev slutfasen tæt.
Rikke Skov scorede syv gange for Viborg, mens Sofie Blicher-Toft, Cecilie Mørch Hansen og Zeljka Nikolic hver scorede fem gange for Ringkøbing.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.