Viborg slap fra topopgør med uafgjort

Et defensivt Viborg-mandskab fik 0-0, da topholdet lørdag åbnede Viasat Divisionen hos forfølgerne fra Silkeborg, der ikke formåede at udnytte holdets chance.

Troels Bech - cheftræner i Silkeborg IF - afventede, hvad DBU endte op med omkring landstrænerspørgsmålet før, han selv forlængede med Silkeborg IF i Superligaen i fodbold.
Foto: Scanpix

Troels Bech - cheftræner i Silkeborg IF - afventede, hvad DBU endte op med omkring landstrænerspørgsmålet før, han selv forlængede med Silkeborg IF i Superligaen i fodbold. Foto: Scanpix

Uskarpheden hos Silkeborgs angribere blev afgørende for resultatet, da midtjyderne i dag åbnede forårssæsonen i Viasat Divisionen med at spille 0-0 mod topholdet Viborg. Rajko Lekic og Henrik Pedersen havde flere muligheder for at afgøre kampen, men duoen fik aldrig bolden over målstregen. Et skuffende Viborg-mandskab koncentrerede sig om at stå godt i defensiven over for et lidt mere aggressivt hjemmehold, der gav debut til Troels Bech på trænerbænken. Det store Silkeborg-pres forkrampede dog, når chancerne opstod, for det var yderst sjældent, at Viborg-keeper Robert Veselovski måtte tage handskerne til hjælp. Ingen af holdene ville for alvor satse og dermed risikere et nederlag i forårsåbningen, og derfor sluttede lokalopgøret mellem rækkens nummer et og tre målløst. De øvrige hold i Viasat Divisionen skal først i aktion søndag. /ritzau/