Viborg-træner: Ny topindsats skal sikre point mod AaB

Johnny Mølby har for første gang i en måned Christian Keller med, når Viborg skal følge op på flot sejr.

Fodbold Foto: Scanpix/Anders Kjærbye

Fodbold Foto: Scanpix/Anders Kjærbye

Fodboldklubben Viborg kommer med en frisk succesoplevelse i bagagen, når klubben torsdag aften møder AaB på udebane i Alka Superligaen.

Viborg-træner Johnny Mølby vil følge op på søndagens meget overraskende 2-1-sejr ude over Brøndby, men han forudser en svær kamp i Aalborg mod AaB, der har tabt to kampe i træk.

- Aalborg er en af de svære adresser i dansk fodbold, og vi skal være fysisk og mentalt 100 procent klar på den nye opgave. Det kræver endnu en toppræstation af os, men vi kommer med selvtillid og tro på, at vi kan gøre det.

- De har tabt to kampe i træk, så de er udfordret, men samtidig vil de nok også gerne ud og vise en masse på deres hjemmebane. De har mange dygtige spillere, og hvis de får lov til at diktere spillet, så bliver det svært.

- Omvendt har vores offensiv set fin ud, og jeg er helt sikker på, at vi kommer til at stille AaB i nogle problemstillinger, siger Johnny Mølby til Viborgs hjemmeside.

Træneren kan glæde sig over, at midtbanespilleren Christian Keller er blevet klar efter en skade, der har holdt ham ude i en måned.

Viborg ligger nummer otte i Superligaen med 11 point. AaB er nummer fem med 15 point.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.