Lokalpolitik

Viceborgmester glad for de mange valgkandidater

NØRAGER:Det kommer ikke helt bag på viceborgmester Gitte Rubæk, at rigtig mange kandidater stiller op til kommunalvalget i Rebild. - Det er jo også dejligt, at så mange har interesse for demokratiet. Eneste store overraskelse for mig har været, at Retsforbundet i det hele taget stiller op, påpeger hun. Af de 127 kandidater på de 14 lister er der kun 40 kvinder. Det mener Gitte Rubæk skyldes det svære i både at passe mand, hus og børn samtidigt med den politiske arbejdsbyrde. - At være aktiv lokalpolitiker kræver nemlig rigtig mange timers arbejde ved siden af privatlivet, hvilket nok også er med til at få nogle til at fravælge jobbet, mener Gitte Rubæk. Som skolelærer og mor til to børn har hun også selv overvejet at stoppe, men er i dag borgmesterkandidat for Fælleslisten Rebild Syd med 12 kandidater. Gitte Rubæk forventer en større vælgerinteresse i forhold til kommunalvalget for fire år siden, fordi der denne gang med kommunalreformen vil være større fokus på valget og dets kandidater. Frem for valgmøder tager Fælleslisten Rebild Syd med start 28. oktober rundt i de tre kommuner i en valgbus for at agitere for deres synspunkter blandt vælgerne.