Viceinspektør siger op efter besparelser

Inspektør Karin Bjerregaard Rasmussen forudser, at det bliver svært at finde en afløser for Per Lund, der har fået nyt job som leder af en folkeskole i Aalborg

HOBRO:Hobro Byråds besparelser på det hobroensiske skolevæsen bliver ved med at give dønninger. Nu har viceinspektør på Nordre Skole i Hobro gennem 10 år, Per Lund, søgt og fået nyt job, fordi han ikke har lyst til at være med, når en stor del af hans ledelsestid skal flyttes til undervisning. I lørdags fortalte NORDJYSKE, at Bymarkskolens inspektør Steen Pedersen har søgt sin afsked og går på pension af samme grund. - Det, der har trykket på knappen, er den ændrede situation omkring skoleledelsen. Jeg ønsker ikke at være med til at skrue tiden tilbage til før 2001. Tidigere skulle jeg gå ind og lappe huller i skemaet, men i 2001 fik jeg fuld ledelsestid. Det har været to meget dejlige år, hvor jeg har haft meget bedre mulighed for at passe mit ledelsesjob, siger snart forhenværende viceinspektør på Nordre Skole Per Lund. 1. august tiltræder han sit nye job som leder af Kærbyskolen i Aalborg. Inspektør på Nordre Skole, Karin Bjerregaard Rasmussen, ønsker Per Lund tillykke med det nye job, men er samtidig ked af at skulle sige farvel til en afholdt kollega. Hun startede som inspektør på Nordre 1. juli 1993 og var med til at ansætte Per Lund, der tiltrådte 1. november 1993. De to ledere har igennem årene haft et fint samarbejde og har suppleret hinanden godt. Selv er Karin Bjerregaard Rasmussen ikke aktivt jobsøgende, i hvert fald "ikke lige nu", som hun udtrykker det. - Men det er klart, at besparelserne giver alle i skolevæsenet anledning til at overveje deres situation. Man føler sig ikke værdsat og bakket op, siger Karin Bjerregaard Rasmussen. Hun er bekymret for, om det vil lykkes at finde en afløser for Per Lund. Skoleledere hænger ikke på træerne, og skoleledernes formand Jens Færk har tidligere udtalt til NORDJYSKE, at han ikke vil anbefale sine medlemmer at søge job i Hobro på grund af de efter hans mening "fuldstændig uforsvarlige" besparelser. - Vi må også spørge os selv, om det måske er en helt anden ledelsesstruktur, vi skal have fremover. I hvert fald kan det ikke nås at ansætte en ny person til 1. august. Det bliver snarere oktober-november, vedkommende kan tiltræde. Det bliver en barsk start på det nye skoleår for hele personalet, forudser Karin Bjerregaard Rasmussen. Baarup siger farvel Også Bjarne Baarup, viceinspektør på Søndre Skole i Hobro gennem 27 år, har sagt sin stilling op og fratræder med udgangen af skoleåret. Baarup er for nylig fyldt 60 år og har længe overvejet at stoppe. Besparelserne er medvirkende til, at Søndres mangeårige souschef går på pension nu, men han understreger, at det ikke har været udslagsgivende for hans beslutning. Nedskæringerne rammer ikke Søndre så hårdt som de små skoler. Den undervisningsforpligtelse, som ledelsen på Søndre fremover pålægges, er så lille - nemlig på 1,63 timer ugentlig - at den næsten ikke er værd at snakke om, mener Bjarne Baarup.