Viceinspektør: - Vi var meget heldige

Claus Jørgensen fra Klokkerholm Skole tilfreds med beredskabet efter ulykken

KLOKKERHOLM:- Vi er utroligt glade for, at det med tanke på de andre voldsomme busulykker denne gang ikke gik værre, end man kunne have frygtet. Vi var meget heldige. Sådan sagde viceinspektør på Klokkerholm Skole Claus Jørgensen, da han i går skulle gøre status efter busulykken torsdag aften, hvor skolens 9.a og 9.b sammen med tre lærere og en enkelt for-ælder forulykkede på vej hjem fra en skiferie i Branäs i Sverige. Efter ulykken måtte otte af de 34 elever på sygehus til nærmere undersøgelser, men seks af dem blev udskrevet igen allerede i går, mens de to resterende blev fløjet med ambulancefly til Danmark for på Aalborg Sygehus at blive undersøgt for ribbensbrud og et stød nakken. - Der er heldigvis ikke tale om de voldsomme skader, men de har selvfølgelig fået besked på at forholde sig i ro, fortæller Claus Jørgensen. Ulykken skete torsdag ved 23-tiden cirka 100 km syd for Branäs, og Claus Jørgensen gik ved 23.30-tiden i gang med at foretage de første opringninger for at få situationen bragt under kontrol. Dette arbejde fortsatte uafbrudt - og side om side med skoleinspektør Tove Thomsen - helt frem til over middag i går, og Claus Jørgensen er i den forbindelse meget tilfreds med den assistance, der undervejs er blevet ydet af både Udenrigsministeriet, den danske ambassade i Sverige og Europæiske Rejseforsikring. - Vi er meget glade for den hjælp, vi har fået, og efter at det hele selvfølgelig i starten var meget forvirrende, så viste beredskabet sig undervejs virkelig at virke, efterhånden som først Udenrigsministeriet og siden Europæiske Rejseforsikring tog over. Det fik alle brikkerne til at falde på plads, og så kunne vi omsider begynde at lade trætheden falde over ois på skolen, siger Claus Jørgensen. Med hensyn til Europæiske Forsikring så var dem, der stod for flytransporten af de to sygehuskrævende elever i går, og de sendte også i går to krisepsykologer op til de tilbageværende i Sverige. De blev således alle indlogeret på et hotel i Torsby, hvor krisepsykologer arbejdede med både eleverne og de voksne forud for hjemturen i dag. Samtidig er der i KLokkerholm taget højde for, at også forældrene til de berørte er rystede af oplevelsen, og de har derfor også fået tilbud om psykologisk krisehjælp inden mødet med deres børn senere i dag. - Det er rart at vide, at der på den her måde bliver taget professionelt hånd om alle de berørte, slutter Claus Jørgensen.