Viceværter og varmemestre afpresser håndværkere

Krav om modydelser til offentlige embedsmænd og boligselselskaber er udbredt

KØBENHAVN:Håndværksrådet bekræfter, at medlemmerne ofte stilles overfor krav om modydelser fra offentlige embedsmænd samt private og offentlige boligadministratorer. Efter et møde med repræsentanter for Håndværksrådets bygge- og anlægsorganisationer torsdag, må økonom i Håndværksrådet Jakob Brandt erkende, at problemet med afpresning er overraskende stort. - Det er et problem, der bliver nikket genkendende til i vores bagland. Vores indtryk er, at det findes i et overraskende stort omfang - men nok lidt mindre end det, der skitseres i Økonomisk Ugebrev, siger Jakob Brandt. Økonomisk Ugebrev bragte i slutningen af januar resultatet af en rundspørge blandt 177 selvstændige håndværkere, hvor det viste visg, at hver femte håndværker har været ude for krav om modydelser for at vinde eller beholde en opgave. Sæt en stopper for det Mødet mellem Håndværksrådets medlemmer afslørede, at afpresningen sker alle steder, men at det ofte er viceværter, varmemestre og lignende bindeled mellem boligforeningers bestyrelser og håndværkerne, der står for afpresningen. Kravene fra administratorer og viceværter kan være alt fra at installere en vaskemaskine til at male en lejlighed eller kontante udbetalinger. Håndværksrådet vil nu kontakte Kommunernes Landsforening og Boligselskabernes Landsforening for at få sat en stopper for afpresningen. - Vi vil høre, hvad de vil gøre ved problemet, og hvordan de forholder sig til, at den praksis tilsyneladende er meget udbredt blandt deres viceværter og ejendomsfolk, siger Jakob Brandt, som håber på en dialog, der kan løse problemet. Jakob Brandt forventer også, at henvendelsen får kommuner og boligselskaber til at tage en snak med viceværterne, og at de ser på interne procedurer for at opfange problemet. - Ingen kan være tjent med, at konkurrencen foregår ved at give ydelser for at få lov til at beholde sine arbejdsopgaver. Mange steder er modydelser blevet en del af arbejdsgangen. Det er en syg kultur, som vi skal have rusket op i, siger Jakob Brandt, som opfordrer håndværkerne til at ringe til Håndværksrådet, hvis de bliver udsat for afpresning. Håndværksrådet har sat sin egen undersøgelse i gang blandt medlemmerne, som skal gøre det endnu mere klart, hvor udbredt afpresning er. Resultatet af undersøgelsen kommer om en uge. Strafbart For personer ansat i det offentlige kan den slags afpresning og modtagelse af bestikkelse straffes med op til seks års fængsel. Virksomheder kan straffes med op til tre års fængsel for at give bestikkelse. - Det kan blive en alvorlig sag, og derfor er det utroligt vigtig, at vi får taget hul på det her tabu. Problemet er tilsyneladende større, end man har troet, siger Jakob Brandt. /ritzau/