Frederikshavn

Victor er stukket af hjemmefra

STRANDBY:Victor er stukket af fra sit hjem i Strandby. Victor er en rund og trivelig stinkdyrhan, der vejer mellem fem og seks kilo. Han smuttede ubemærket ud af døren på Strandvej 26 i Strandby fredag morgen. Hans ejer, Stefan Jakobsson, fortæller, at Victor er en fredsommelig herre, der har et kammeratligt forhold til husets katte, og som sover sammen med familiens hund. Victor er helt ufarlig. - Han har aldrig bidt nogen og er næsten vegetar, fortæller Stefan Jakobsson. Victors vildeste kulinariske udskejelse består af melorme. Han er både renlig og lugtfri. For han har fået fjernet sine duftkirtler. Formentlig har han fundet et godt sted at sove, mener Stefan Jakobsson, for stinkdyr er natdyr. De ser dårligt i dagslys, og Stefan Jacobsson tror ikke, Victor selv kan finde hjem. Derfor vil han blive meget glad for oplysninger om, hvor Victor har gemt sig.