Viden giver dygtigere medarbejdere

Medarbejderne må gerne være dannede og have en bred viden

Virksomhedsøkonomi 12. december 2004 05:00

ÅRHUS:Lisbeth Thyge Frandsen, der er leder af revisions- og rådgivningsfirmaet BDO ScanRevision, er en visionær leder. Hun er helt med fremme i det forreste felt, når det gælder virksomhedsudvikling, innovativ ledelse og kompetenceudvikling blandt virksomhedens omkring 750 ansatte. Lige nu er hun optaget af at bruge ressourcer i virksomheden på, at gøre de ansatte så dannede som muligt. Det giver nemlig flere tilfredse kunder i butikken, og helt konkret giver det flere kroner og ører på bundlinjen af virksomhedens regnskaber. - Med dannelse mener jeg ikke kun, at vide "Faust" er skrevet af Goethe, eller at den største sø i Afrika hedder Victoriasøen. Dannelse i klassisk forstand er viden, om andre felter en ens eget fagområde. Dermed bliver dannelse et udtryk for interesse, opmærksomhed og hensynstagen til andre mennesker, siger Lisbeth Thyge Frandsen, som er overbevist om, at den interesse smitter af på relationerne til virksomhedens kunder. Hun mener, at dannelse kan kaldes en form for relationskompetence. - Virksomheder har efterhånden fået øjnene op for, at de kan skabe merværdi gennem relationer. Et eller andet sted handler det om, at vi som revisionsvirksomhed ved, at vi leverer en grundydelse, som mange andre virksomheder kan levere ligeså godt, og at den ydelse bliver solgt gennem de samme kanaler. Så hvis vi vil være bedre end de andre, må vi udvide vores horisont og finde ud af, hvor vi kan differentiere os fra de andre, så kunderne hellere vil bruge os, siger Lisbeth Thyge Frandsen, der fra hovedsædet i Århus holder snor i de 29 afdelinger, der primært holder til i alle de større byer i Jylland og på Fyn. En måde, at tilfredsstille kunderne på og skabe vækst i virksomheden, er, at de oplever, at de har et godt samarbejde og en god relation til BDO's medarbejdere. - Der bliver en verden til forskel på virksomhedernes ydelser, hvis medarbejderne evner at stille de gode spørgsmål på basis af viden om kunderne. Hvis vi eksempelvis handler med folk fra en anden kultur, er det væsentligt, at vi ved noget om deres verdensbillede, deres kultur, historie, religion etc. Det kan forhindre misforståelser og lette kommunikationen mellem parterne, siger Lisbeth Thyge Frandsen, der oprindeligt er udannet civiløkonom, men har været ansat som direktør i BDO ScanRevision i to år. Hos BDO er en aktiv kompetence- og dannelsesudviklingsprofil af virksomhedens medarbejdere også en måde at rekruttere dygtige medarbejdere på. - Vi vil gerne være en arbejdsplads, hvor medarbejderne oplever, at de udvikler sig. Helt konkret har vi et obligatorisk udviklingsforløb for intern uddannelse og et lederakademi. Men også i hverdagen er dannelse en del af virksomhedens værdi. Vi arbejder meget med vidensdeling medarbejderne imellem. Alle vores konsulenter mødes i små grupper på tre fra de forskellige kontorer og diskuterer kundecases ugentligt. På den måde får de ansatte perspektiveret deres opgaver og får diskuteret en given kundes problemstilling med nogle andre, der måske har andre værdier og holdninger end dem selv, siger Lisbeth Thyge Frandsen. Af dannelsesplaner for de ansatte i den nærmeste fremtid går Lisbeth Thyge Frandsen og overvejer, at virksomheden skal abonnere på Philias oplevelses og dannelseskalender. - Jeg synes, det er en knaldhamrende god idé. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er dannelse af mine ansatte, der suser direkte ned på bundlinjen, siger Lisbeth Thyge Frandsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...