Videnskaben skaber vækst i Aalborg
Værtsskabet for internationale konferencer skaber job og omsætning
AALBORG: Godt lokalt samarbejde og selvtillid fra en stribe succeser har givet Aalborg Universitet og Aalborg by vind i sejlene i konkurrencen om værtskabet for internationale videnskabelige og tekniske konferencer.
Seneste sejr er tildelingen af en prestigefyldt elektronikkonference i 2016 for 600-800 forskere og industrieksperter.
Ifølge turistorganisationen VisitDenmark bruger en international konferencegæst godt 3000 kroner per døgn i Danmark, så der bliver både udvekslet viden og valuta. Elektronikkonferencen i 2016 vil f.eks. give en anslået omsætning på godt 7,4 millioner kroner.
I alt er der i løbet af 2013 blevet aftalt nye AAU-konferencer til en omsætningsværdi af omkring 50 millioner kroner.
- Der har været en kraftig vækst, og vi lå allerede langt over resultatet for både 2011 og 2012, før vi vandt den seneste konference, siger kongreschef Hanne Kristiansen fra den lokale turismeorganisation VisitAalborg.
Der er to forklaringer, mener hun:
- Det skyldes både, at Aalborg Universitet har skærpet opmærksomheden på at tiltrække faglige og videnskabelige konferencer, og at vi fra VisitAalborgs side har intensiveret den opsøgende indsats, fortæller hun.
Kongreschefen og kollegerne opererer konstant med bud på små og store akademiske konferencer, og der er jævnligt noget at glæde sig over, når pilen peger i Aalborgs retning.
Senest har Institut for Elektroniske Systemer og professor Jakob Stoustrup, fået tildelt ansvaret for at holde European Control Conference 2016 (EEC’16) med 600-800 deltagere over fire dage.
Blandt andre succes’er kan nævnes værtskabet for Rehva’s World Congress Clima for forskere og branchefolk, som arbejder med varme, ventilation og kølesystemer til fremtidens byggeri. Kongressen ventes at samle minimum 800 deltagere i maj 2016, hvor professor Per Heiselberg fra Institut for Byggeri og Anlæg er ankermand.
Og geodata-konferencen Inspire næste sommer regner med mindst 600 deltagere. Her er tovholderen professor Henning Sten Hansen fra Institut for Planlægning.
Klima-konferencen forventes at skabe en omsætning på over 18 millioner kroner, og geo-konferencen kan nå op over 12 millioner kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.