Video afslører røvere

AALBORG:Selv om de nægter sig skyldige og ikke har lyst til at sige et kvidder, har Retten i Aalborg netop forlænget fængslingen af to mænd, som er sigtet for et personrøveri i Øster Hornum 8. juli. Som omtalt i gårsdagens avis blev en 22-årig mand fra Nørresundby anholdt onsdag aften og varetægtsfængslet torsdag. I går fik de to andre i sagen - en 22-årig mand fra Aalborg og en 26-årig mand fra Skørping-området - deres frist forlænget, så alle udløber 4. september. Hidtil har det været en hemmelighed, hvordan politiet kom på sporet af de tre personer, men nu oplyser politiassessor Jesper Rodkjær, at de det er videooptagelser fra det private hjem i Øster Hornum og en tankstation i Aalborg, som gjorde, at politiet kunne genkende trioen. Røveriet begyndte i virkeligheden som et tyveri, da flere gerningsmænd skaffede sig adgang til en landejendom på Nibevej ved Øster Hornum. Da alarmen gik i gang dukkede ejeren op, og han blev i to omgange truet med et koben. Røveren forsvandt i to biler stjålet i Aalborg, men den ene punkterede, og den anden blev samme nat fundet brændt af i nærheden af Rostrup i Arden Kommune. I bilen var al det stjålne B&O-udstyr landejendommen.