Frankrig

Video: Angorakaniner udsættes for grusom mishandling

Kaniner bliver flået levende for at deres pels ikke skal tage skade

Arkivfoto
Arkivfoto

FRANKRIG: - Det er den grusomste form for dyremishandling, jeg nogensinde har set. Jeg kan faktisk dårligt få vejret.

Sådan lyder kommentaren fra en rystet formand for de danske producenter af angorakaniner, Kaj Thaysen, efter at metroxpress har vist ham en ny fransk film fra franske kaninfarme, hvor angorakaniner brutalt får børstet og flået pelsen af huden, mens de skriger og vrider sig i smerte.

Filmen er optaget af den franske dyreorganisation One Voice på seks franske kaninfarme gennem det seneste halve år.

- Kaniner er blide og intelligente dyr med individuelle personligheder præcis som hunde og katte. Det er uforståeligt, at noget menneske kan mishandle dem så groft, siger Joh Vinding fra dyreværnsforeningen Anima, til metroxpress.

Også i Danmark produceres angorakaniner. Men danske avlere klipper og barberer dem på samme måde som hunde bliver, forklarer Kaj Thaysen:

Mishandling fra start til slut

- Filmens kaniner mishandles fra start til slut. De hævder måske nok, at de børster dyrene, men de børster og river jo pelsen af, så dyrene bløder, og kødstykker ryger med. Det er ufatteligt frygteligt, og den slags finder du ikke i Danmark - aldrig nogensinde.

I 2013 viste dyreorganisationen Peta optagelser af mishandlede kinesiske angorakaniner, som fik store dele af dansk tøjindustri til at love aldrig mere at sælge angora. Men en stikprøve viser, at for eksempel Magasin og designerfirmaet Day fortsat sælger angora. Det skuffer Joh Vinding:

- Det er umuligt for forbrugerne at vide, under hvilke forhold kaninerne lever, så vil man være sikker på ikke at støtte de her pinerier, bør man helt undgå angoraulden.

Efter metroxpress har forevist Magasin den nye film fra franske kaninfarme, hvor skrigende angorakaniner brutalt får børstet og flået pelsen af huden, vil man nu tage kontakt til sine samarbejdspartnere.

Uetisk produktion

"Magasin ønsker ikke at forhandle produkter, hvor produktionen er foregået under uetiske forhold. Magasin stiller derfor høje krav til sine samarbejdspartnere for at sikre, at angorauld er fremkommet under ordnede forhold, så vi vil igen følge op på, at vores samarbejdspartnere kan dokumentere, at den anvendte angorauld er fremkommet under ordnede forhold," skriver pr-chef Sandra Garder Abrahamsen fra Magasin i en mail.

IC Group, som blandt andet sælger Malene Birger, vil - efter at have set filmen - ikke mere tillade kæmning eller børstning i sine retningslinjer. Kun klipning ifølge corporate CSR manager Maryam Azmayesh Terp:

- Hvis de overhovedet vil bruge angora igen, skal vi ud og besøge farmen, inden vi lægger en ordre, siger hun til metroxpress.

Hos Day siger Victoria Teisen, at man ikke har produceret angora i år, og at de angoraprodukter, der er i handel nu, er fra sidste år. Metroxpress spurgte torsdag, om vi måtte se Days retningslinjer omkring angorauld, men det er foreløbig ikke sket.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden