Udland

Videooptagelser viser bortførte FN-folk i Syrien

En video lagt ud på nettet viser angiveligt de 21 filipinske FN-observatører, der er bortført i Syrien.

Videooptagelser viser bortførte FN-folk i Syrien

Videooptagelser lagt ud på internettet torsdag viser angiveligt nogle af de i alt 21 filippinske FN-observatører, der er taget som gidsler af syriske oprørere.

En af personerne i videoen siger, at de bliver behandlet godt efter omstændighederne.

Det er Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der har postet videoen, som viser seks uniformerede medlemmer af FN-konvojen plus en kaptajn, som identificerer sig selv som medlem af den filippinske FN-bataljon.

FN-observatørerne blev taget til fange nær Golanhøjderne i Syrien, og en oprørsgruppe, der kalder sig Yarmouks martyrer, har sagt, at den står bag bortførelsen.

De syriske oprørere kræver, at styrker fra præsident Bashar al-Assads militær trækker sig ud af området, før de vil frigive FN-konvojen. Oprørerne siger dog, at de ikke har til hensigt at skade de tilbageholdte FN-folk.

FN-observatørernes bortførelse har udløst et kor af international fordømmelse og bekymring for, at deres bortførelse muligvis vil føre til, at flere regeringer vil trække deres observatører ud af de spændte og hårdest ramte områder i det krigshærgede Syrien.

Talsmanden for bortførerne understregede torsdag morgen, at FN-observatørerne ikke var taget som gidsler, men at de blot opholder sig som "gæster" i landsbyen. En oplysning, der dog ikke er bekræftet eller virker særlig pålidelig ud fra nuværende oplysninger.

Byen, hvor gidslerne befinder sig, ligger en kilometer fra det sted, hvor FN har overvåget en våbenhvile mellem Syrien og Israel siden 1974 i den såkaldte Undof-mission.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.