Aalborg

Videotyv brugte koben og muggert

VEJGAARD: En patrulje fra Aalborg Politi kunne kort efter klokken 02 natten til i går slå en klo i en 25-årig mand, som blev taget på fersk gerning i forbindelse med et indbrud hos videoforretningen Blockbuster på Hadsundvej i Vejgaard. Ifølge vagthavende hos Aalborg Politi havde manden skaffet sig adgang til forretningen ved hjælp af koben og muggert. Det fik alarmen til at gå, og da politiet hurtigt var på stedet, nåede gerningsmanden ikke at fordufte. Ved anholdelsen var den 25-årige i besiddelse af to såkaldte memory-cards til PlayStation, som tilsyneladende stammer fra Blockbuster-butikken. Efter at have tilbragt resten af natten i arresten blev manden afhørt i går og derefter løsladt. -nok