EMNER

Videre med vejviseren

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Se tv mens du venter - f.eks. i færgekøen eller på p-pladsen.

Tv: Internet, kamera, ordbog, spil... Alt dette, og meget mere, kan du nu kigge i vejviseren efter. Søren Bang Hansen bang@bangmedia.dk Alle gps-vejvisere kan vise vej. Mange har også bluetooth, så du kan tale håndfrit i mobiltelefon. Og nogle kan vise billeder og måske videoklip på skærmen. Blaupunkt TravelPilot 700 kan alt dette - og usædvanligt meget mere. For eksempel har den indbygget digital tv-modtager (dvb-t). Hiv op i teleskop-antennen, og du er klar til at se DR1, DR2, TV2 og DR-Update på den klare 4,3-tommer-skærm. Du får både tekst-tv og elektronisk programguide, og modtagelsen er fin de fleste steder. Det kniber med at fastholde signalet under kørslen, men sådan er det med alle dvb-t modtagere. Internet bag rattet Udover tv-antenne, og naturligvis gps-antenne, har apparatet en indbygget antenne til trådløse netværk. Du kan altså læse hjemmesider, høre netradio og tjekke mail fra bilen. Desværre virker forbindelsen ikke med de nyeste standarder inden for kryptering. Og så kræver det naturligvis, at du er inden for rækkevidde af et trådløst netværk. Det havde været bedre, hvis man også kunne udnytte bluetooth-forbindelsen til at gå på nettet via sin mobiltelefon. Udover at afspille billeder og video, kan du læse dokumenter i de kendte Office- og PDF-formater. Filerne lagres på SD-hukommelseskort, der monteres i en sprække på højre side. Du får også en håndfuld enkle spil - blandt andet den allestedsnærværende syvkabale. Så hvis du ofte venter i færgekø eller lignende, er TravelPilot 700 skøn at have ved hånden. På ferieturen kan du også glæde dig over den talende parlør med over 2000 ord og vendinger på 18 sprog. Video-navigation Bag på vejviseren sidder et lille kamera med to megapixel. Kvaliteten er på niveau med en typisk mobiltelefon. Et “rigtigt” kamera tager langt bedre billeder - men jo ikke når det ligger hjemme i skuffen. Kameraet udnyttes også i navigationen - på to forskellige måder: For det første kan du filme ud af forruden, mens du navigerer. Retningspilene vises så ovenpå et levende billede af vejen. Denne finesse er alle tiders, når man skal imponere vennerne. Og så lyder det jo smart, at man kan se på skærmen uden at tage øjnene fra trafikken. Men det er helt umuligt at vurdere afstande på den lille skærm, hvor alt ser ud til at være meget længere væk, end det er. I regnvejr og mørke forsvinder billedet helt, og ofte spærres kameraets udsyn af bilen foran dig. Genkender skilte Så vi fandt hurtigt ud af at slå video-navigationen fra. De almindelige kort giver et langt bedre overblik, uanset om man vælger 2D eller 3D-visning. Her får man samtidig fordel af kameraets anden funktion: den automatiske skilte-genkendelse. Når linsen får øje på et skilt med en fartgrænse, vises skiltet på skærmen som et lille ikon. Hvis du kører for hurtigt, farves ikonet rødt, og du hører et advarende dyt. Den optiske skilte-genkendelse virker langt bedre, end jeg havde forventet, men den er ikke perfekt. For eksempel genkender apparatet ikke de danske byskilte, som jo er ensbetydende med 50 km/t. Du slipper altså ikke for selv at holde øje, men det gælder jo også gps’ens øvrige funktioner. Skilte-genkendelsen er et værdifuldt supplement. Nyskabende TravelPilot 700 byder ikke bare på et væld af eksotiske nyskabelser. Den er også rigtig god til det grundlæggende. Vi er ikke så vilde med den danske kvindestemme, der klinger staccato-agtigt - og nærmest lidt mopset. Men navigatoren er kvik i optrækket, vejkortene er overskuelige - og ikonerne er meget instruktive. Retningspilen viser f.eks. sideveje, og der tælles grafisk ned til næste manøvre. Samlingen med interessepunkter kan udvides via nettet - og holder i forvejen et fint niveau. For eksempel vises benzin-stationer og service-værksteder med firmaets logo på skærmkortet. Der medfølger kort over Europa og Rusland (TeleAtlas). Blaupunkts nye topmodel koster mere end de fleste konkurrenter - men den kan også langt mere. Ja, spørgsmålet er, om den overhovedet har nogen direkte konkurrenter. Hvis du vil have indbygget tv, kunne du vælge den store Mio C728, som vi testede for et par uger siden. Men det er en rodet løsning - med løse bokse og kabler. TravelPilot er mere kompakt og helstøbt - og tilbyder samtidig langt flere funktioner. Heraf en masse, som aldrig er set før.