Vidne afslørede mulige røvere

ODENSE:Mange små brikker gik op i en højere enhed. Sådan beskriver vagtchefen hos Fyns Politi det forløb, der førte til, at to mænd fra Østjylland blev anholdt i forbindelse med et røveri. Et vidne så to mænd i en bil, og han mente, at de opførte sig så mistænkeligt, at han kontaktede politiet. Hvad der videre skete, vil politiet ikke gå i detaljer med, men de blev anholdt og sigtet for torsdagens røveri mod en guldsmedeforretning på Vesterbro i Odense. Ved røveriet truede den ene gerningsmand med en pistol butikkens ejer til at kigge bort, mens medgerningsmanden smadrede montrerne i forretningen og forsynede sig med smykker til en endnu ukendt værdi./ritzau/