Vidne: Det er forfærdeligt

Kvinde fra Thisted overværede drabet på 45-årig kvinde i går

En 59-årig mand blev torsdag dømt for at have dræbt en 45-årig kvinde på Faktas p-plads i Thisted 27. december 2008.  Arkivfoto: Klaus Madsen

En 59-årig mand blev torsdag dømt for at have dræbt en 45-årig kvinde på Faktas p-plads i Thisted 27. december 2008. Arkivfoto: Klaus Madsen

THISTED:En kvinde fra Højtoftevej i Thisted oplevede i går middag sit livs mareridt, da hun så en 45-årig kvinde forbløde og dø, efter at hun var blevet stukket flere gange i halsen udenfor dagligvareforretningen Fakta på Kastet i Thisted. - Mig og min kæreste skulle lige til at køre ind på Faktas p-plads, da jeg så hende ligge ved siden af bilen. Jeg tænkte, at hun var faldet og havde knaldet hovedet i asfalten. Hun blødte rigtig meget, fortæller den 38-årige kvinde. Kvinden, som NORDJYSKE talte med et par timer efter knivdrabet, ønsker at være anonym, da hun er enlig mor og bor i samme område som den 58-årige formodede gerningsmand - en bosnier, som hun i øvrigt har lagt mærke til i bybilledet. Den 38-årige kvinde opdagede manden, efter at hun havde fået øje på den blødende kvinde. - Min første tanke da jeg så ham bakke ud med sin bil, var, at han ville hjælpe, men så kørte han væk. Manden forsvandt i en mørkegrå VW af mærket Golf med gule plader. Den 38-årige kvinde sprang ud af bilen, men i samme øjeblik var to andre vidner kommet den blødende kvinde til undsætning. Flere vidner var på stedet, og havde ringet efter en ambulance. - Det hele gik så stærkt. Man kunne bare se, at hun fik det værre og værre. Den 38-årige kvinde kan ikke fortrænge billedet af den døende kvinde. Hun forstår ikke, hvordan sådan et drab kunne ske i Thisted. - Det er forfærdeligt. Den 45-årige kvinde, der blev erklæret død kort efter knivdramaet, var mor til fire børn i alderen syv til tyve år. - Det er børnene, man tænker på nu, siger vidnet.