Vidne i voldssag er taget til Spanien

Voldssag fra værtshuset Bjesken ?mod to brødre afbrudt og udskudt - vigtigt vidne er på andre breddegrader

1. maj 2012 10:28

HJØRRING: Aprilvejret kunne nok have været bedre, så derfor er der ikke noget at sige til, at man kan få lyst til at tage til Spanien. Mandag eftermiddag ville en domsmandsret ved Retten i Hjørring dog nok have ønsket, at en person fra værtshuset Bjesken i Hjørring ikke var rejst til sydligere himmelstrøg. Det var nemlig meningen, at vedkommende skulle vidne i en voldssag, som er en udløber af et sammenstød, der fandt sted på og ved Bjesken en januarnat i år. Dermed måtte sagen mod to tiltalte brødre, der stammer nedefra i landet, afbrydes og udskydes. Brødrene på henholdsvis 40 og 41 år er tiltalte for at have begået vold mod en dørmand på Bjesken - den 40-årige skulle ifølge anklageskriftet have slået dørmanden, mens den 41-årige skulle have grebet fast omkring dørmandens nakke imens. Noget af sagen blev dog afviklet mandag eftermiddag, blandt andet afgav dørmanden forklaring. Hans forklaring var præget af en vis nervøsitet, og forklaringen i retten stemte ikke fuldstændig overens med den forklaring, som han tidligere har givet politiet. Til politiet havde han forklaret, at 41-årige havde grebet omkring hans nakke - i retten var det blevet til, at den 41-årige blot havde hevet ham i kraven, hvilket - formentlig - slet ikke er strafbart. Dørmanden fastholdt dog forklaringen om, at den yngste af brødrene havde slået ham i baghovedet med knyttet hånd. Episoden eskalerede om natten 22. januar, da den 40-årige blev bedt om at forlade værtshuset så hurtigt som muligt. - Jeg fik at vide, at han bare skulle ud, fordi han havde brændt en kunde med en cigaret på kinden, forklarede dørmanden. Volden skulle være udøvet, da dørmanden eskorterede den 40-årige ud. Begge brødre nægter sig skyldige. Det er uvist, om det manglende vidne havde meldt afbud på forhånd - i så fald havde retten i hvert fald ikke fået ført det til protokols, så nu må alle parter væbne sig med tålmodighed. Retsmødet fortsætter i juni.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...