Vidne klædt af til skindet

To frederikshavnere midt i 30'erne dømt for at slå og hive tøjet af 31-årig på Lygten

FREDERIKSHAVN:28. februar blev en 31-årig mand banket ned, fik trukket tøjet af og blev sendt af sted fra værtshuset Lygten i Frederikshavn i Adamskostume lige med undtagelse af sokkerne. I går blev en 37-årig frederikshavner dømt for volden og en 36-årig frederikshavner for at have trukket tøjet af den 31-årige. Den 37-årige fik en dom på fire måneders ubetinget fængsel og den 36-årige en dom på 30 dages ubetinget fængsel. Voldsdommens størrelse skyldes den 37-åriges tidligere bedrifter. Det var en absurd historie, der blev oprullet i byretten fredag formiddag - en historie om, hvordan et par fyre pludselig føler sig foranlediget til at gå i flæsket på en 31-årig mand, formentligt alene med baggrund i, at han havde sunget for politiet, som det vist hedder i mafia-slang. Overfaldet på Lygten skete dagen efter et knivdrama i Vestergade, hvor en 45-årig mand blev snittet i halsen med en hobbykniv - en hændelse, der var tæt ved at koste ham livet. Den 31-årige frederikshavner var til stede i det drikkelag, hvor knivdramaet fandt sted, og han udpegede over for politiet den person, der førte kniven. Da han næste dag indfandt sig på værtshuset Lygten nåede han - efter egen forklaring - end ikke at få bestilt en øl, før han endte i hænderne på den 37-årige, der tilførte ham flere knytnæveslag. Under slagene faldt den 31-årige på gulvet og den 36-årige tog over, hvor den 37-årige slap. Han hev bogstaveligt talt alt klunset af den 31-årige, som i følge politirapporterne måtte flygte afsted til det nærvedliggende herberg, Tema Team på Søster Annasvej. I retten ændrede den 31-årige dog forklaring, idet han fastslog, at han var forsvundet fra værtshuset af egen drift, for som han sagde: - Jeg har jo ikke lyst til at sidde på Lygten uden tøj på. At det havde været ydmygende for den 31-årige at streake gennem gågade op til Søster Annas Vej understregede han flere gange. - At jeg blev banket er en sag, men at jeg måtte løbe nøgen gennem byen er så ydmygende, at det er svært at beskrive, sagde den 31-årige. De to dømtes forklaringer stemte ikke overens med det virkelighedsforløb, offeret lagde frem. Begge var ude af lokalet, da den 31-årige blev overfaldet. Den 37-årige var i Brugsen for at købe lottokuponer, og den 36-årige var på toilettet. Den 37-årige kom først retur efter opgøret, mens den 36-årige akkurat lige nåede at se en bar numse ryge afsted mod syd. - Jeg fik at vide, at han havde fået bank, men jeg ved ikke, hvem, der slog, sagde den 36-årige, der efterfølgende deltog i grineriet over offerets flugt i bar røv og viklers. Servitricen, der havde vagten pågældende eftermiddag, afgav også vidneforklaring, mens hendes forklaring havde ændret sig så meget i forhold til timerne efter overfaldet, at anklagemyndigheden ved Torben Kaufmann spurgte hende: - Er du bange for at afgive vidneforklaring i dag? Spørgsmålet havde klar adresse til, at de to tiltalte havde taget plads bagest i retssalen. Der kom et tøvende nej fra servitricen, som undskyldte sig med, at hun var bange for at komme til at fortælle noget, som ikke var rigtigt. Hun understregde, at hun fra sin plads bag værtshusets bardisk ikke havde kunnet se episoden, adspugt erkendte hun også, at hun ikke havde megen lyst til at forsøge at finde ud af, hvorfor der lød højrøstet tale om tumult fra det bord, hvor slagsmålet skete: - Jeg turde ikke gå derned, sagde hun. Hun så derfor først offeret, da han kravlede hen over gulvet uden tøj på. - Men han rejste sig op og forlod lokalet af egen drift og hans tøj havde han med, for det var kastet hen foran ham, sagde servitricen, som derved ændrede sin egen forklaring til politiet. Her var den 31-årige stukket af helt uden tøj. De to dømte udbad sig begge betænkningstid for mulig anke af domsmandsrettens afgørelse.