Vidne om tiltalt: Hun sagde det tager syv timer at brænde et lig

16-årig pige kontaktede anklager med nye oplysninger. Hun og fire andre afhøres igen i Københavns Byret.

Ritzau
En sms sendt fra et 16-årigt vidne til anklageren har ført til, at fem vidner skal genafhøres mandag, i en sag hvor en 41-årig kvinde er tiltalt for at efterlade to 14-årige i hjælpeløs tilstand. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kriminalitet 1. oktober 2018 13:07

Fem vidner skal mandag genafhøres i Københavns Byret i en sag, hvor en 41-årig kvinde er tiltalt for at have efterladt to børn i hjælpeløs tilstand en nat i marts.

Her blev kvindens 14-årige datter og datterens jævnaldrende kæreste løbende mere syge, efter at de havde indtaget en farlig cocktail af alkohol, receptpligtig medicin og euforiserende stoffer.

Mens drengen døde, blev datteren genoplivet og er i dag alvorligt hjerneskadet. Den 41-årige mor nægter sig skyldig.

Moren har tidligere forklaret i retten, at hun så til de to teenagere med cirka ti minutters mellemrum i løbet af aftenen.

Genafhøringen skyldes, at et 16-årigt vidne lørdag 22. september kontaktede anklageren i sagen, senioranklager Søren Harbo. Det skete, efter at hun i medierne læste om tiltaltes forklaring.

- Jeg troede, at hun (tiltalte, red.) ville tage skylden for de ting, der var hendes ansvar. Jeg troede, at hun ville sige, hvad der virkelig var sket, siger vidnet mandag i retten.

Vidner har tidligere forklaret, at kæresteparret havde vejrtrækningsproblemer, og at drengen blev mere og mere bleg og umulig at komme i kontakt med.

Især én af de ting, som blev sagt i lejligheden på Østerbro i København, skal frem i retten, mener det 16-årige vidne.

- Jeg ved i hvert fald, at der var et tidspunkt, hvor vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre ved ham (drengen, red.), og jeg hørte tiltalte sige, at det tager kun syv timer at brænde et lig, siger pigen i retten.

Ifølge vidnet var flere af de andre gæster fra lejligheden, som også har vidnet i retten, til stede, da tiltalte skulle være kommet med kommentaren.

Desuden virkede den 41-årige mor upåvirket, da ambulancereddere forsøgte at få gang i drengens hjerte.

- Vi kiggede ud af vinduet og så, at de gav ham hjertemassage, og på den skærm, der viser hjerteslag, var der bare en lige linje. Hun (tiltalte, red.) viste ikke nogen følelser over, at der var en, der var død. Hun tændte bare en joint.

Både forsvarer og anklager gentager flere gange i retten, at det er meget voldsomme udtalelser, og at det undrer dem, at hverken hun eller nogle af de andre vidner fra lejligheden har sagt det enten i tidligere afhøringer eller i retten.

Ifølge pigen turde hun ikke fortælle det hele.

- Jeg var bange for, at hun ville gøre noget mod mig. Jeg følte, at hun var ligeglad med dem (den afdøde dreng og kvindens nu hjerneskadede datter, red.), så hvorfor skulle hun ikke være ligeglad med mig, siger den 16-årige pige i retten.

Der ventes dom i sagen i midten af oktober.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...