Færdselsforseelser

Vidne til spritbilist efterlyses

Nordjyllands Politi leder efter føreren af en lyseblå bil, som måtte vige for en spritbilist lørdag eftermiddag.

Det var mellem klokken 15 og 15.15, at en 23-årig mand fra Hobro kørte i stærkt spirituspåvirket tilstand på strækningen fra Saltum til Aabybro. Han kom kørende i en sølvgrå Peugeot 306 stationcar. En anden bilist meldte ham til politiet, og spritbilisten var tæt på at påkøre en patruljevogn, da den nåede frem. Inden da måtte flere bilister undvige ud i rabatten, og en enkelt bilist var tæt på at ryge i grøften, da han eller hun måtte vige for spritbilistens færd. Efterlyser lyseblå bil Den 23-årige mand er anholdt af politiet, men for at få detaljerne helt på plads, efterlyser Nordjyllands Politi nu en bilist, der nær var blevet påkørt af spritbilisten. Der er tale om en bilist i en lille lyseblå personbil. Bilen kørte lige nord for Aabybro i retning mod Saltum. Bilisten bedes henvende sig til Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.