Vidner bange for volds-duo

Flere vidner ville ikke aflægge forklaring i samme rum som voldstiltalte

Vold 24. september 2011 06:00

Det er ikke altid lige nemt at gøre sin borgerpligt - slet ikke, hvis den indebærer, at man skal vidne mod to voldsmænd, som man har set slå, sparke og trampe på en person, der ligger ned. Derfor havde flere vidner bedt om, at de kunne afgive forklaring i retten uden, at de to volds-tiltalte var til stede, og det ønske blev efterkommet af de to forsvarere ved retsmødet i Retten i Hjørring torsdag. Så mens vidner blev afhørt, så sad de to tiltalte - en 26-årig mand fra Aalborg og en 34-årig mand fra Hjørring - i et tilstødende lokale, hvor de dog kunne høre, hvad der blev sagt. Fest skiftede adresse? Sagen skyldtes et voldeligt overfald i Hjørring 16. juli i år. De to var ankommet til en fest i Hjørring med en tredje person, som stammer nedefra i landet. I løbet af natten skiftede festen adresse fra Solvænget til Bispensgade i Hjørring, hvor de to overfaldt den tredje, som blev sparket, slået og trampet på i en have - også mens han lå ned. Det forklarede flere af vidnerne. Bagefter havde offeret et fodaftryk i ansigtet fra en af overfaldsmændenes sko, ligesom han havde fået hjernerystelse. Uklart motiv I retten fik domsmandsretten fremvist et billede af offeret. Han var hævet, blå, rød og såret i ansigtet - og en anden af de tilstedeværende ved festen i juli havde da også udbrudt et "hvem er du", da han så offeret efter overfaldet, selv om han havde festet med ham i timevis. Trods mange afhøringer, så forblev det uklart, hvad motivet til overfaldet havde været, og de to tiltalte var heller ikke interesseret i at bidrage med oplysninger i den retning. De to var også tiltalt for brugstyveri, da de var ankommet i en stjålet bil til festen. Begge havde også andre, mindre voldstiltaler hængende over hovedet fra andre episoder, der fandt sted i Hjørring ved samme lejlighed. Lange synderegistre De tiltalte havde et langt synderegister med voldsdomme og brugstyverier bag sig, så der var tale om vold i gentagelsestilfælde, hvilket koster ekstra ved strafudmålingen. Mens 26-årige Glen Benneweis blev idømt et års fængsel - han accepterede dommen - så vankede der 10 måneder til den 34-årige kammerat fra Hjørring. Sidstnævnte udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen. Volds-duoen har siddet varetægtsfængslet siden midten af juli - de blev anholdt umiddelbart efter overfaldet - og fængslingen fortsætter, indtil de skal begynde deres afsoning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...