Brandstiftelser

Vidner søges efter påsat brand i pizzeria

Brandmænd fra Københavns Brandvæsen besigtiger skaderne efter branden. Scanpix

Brandmænd fra Københavns Brandvæsen besigtiger skaderne efter branden. Scanpix

KØBENHAVN:Et pizzeria i Valby blev natten til lørdag udsat for en eksplosionsagtig brand, og kriminalpolitiet i København undersøger nu, om branden har forbindelse til en række trusler fremsat i området. Pizzeriaet på Valby Langgade 231 udbrændte totalt efter den eksplosionsagtige brand, hvor glasskår blev sendt over på den anden side af vejen, da vinduerne sprængtes. I første omgang anholdt politiet en mand som mistænkt, men det viste sig, at han intet havde med forbrydelsen at gøre, oplyser den centrale vagtleder i kriminalpolitiet. Politiet beder vidner, der var i området, om at henvende sig. Branden begyndte lidt før midnat. Den præcise årsag til branden var lørdag formiddag ikke klarlagt, og den nærmere efterforskninger overgår nu til specialisterne i brandafdelingen i Københavns Politi. Lørdag vil betjente forhøre sig blandt naboer i området for at få nye oplysninger. Under efterforskningen har politiet hørt, at der har været en række trusler mod ejere af pizzeriaer i området, og ejeren af det ramte pizzeria har fortalt, at han også er blevet truet. - Det er nærliggende at tro, at der er en sammenhæng. Men der kan også være tale om et tilfælde, siger den centrale vagtleder, der ikke ønsker at komme nærmere ind på, hvad truslerne konkret handler om. Ingen personer blev skadet under den eksplosionsagtige brand, men politiet tager sagen meget alvorligt, da der er lejligheder i to etager over det ramte pizzaria./ritzau/

Forsiden