Tyverier

Vidner søges til indbrud i tøjbutik

Nordjyllands Politi søger vidner til et indbrud i tøjbutikken Thomas C, der ligger i Aabybro Centret, indbruddet er nemlig sket allerede klokken 20.20 torsdag aften.

På grund af det usædvanlig tidlige tidspunkt, regner politiet med, at der må være nogle der har set noget. Det var da også et vidne, der slog alarm til politiet. Vedkommende så to personer køre væk i en grøn VW Transporter på gule plader med vinduer hele vejen rundt. Bilen kørte mod rundkørslen på Torvet. Denne bil er nu efterlyst. - Det er lidt specielt, at bilen havde vinduer hele vejen rundt, så er der nogen, der har set den, hører vi gerne fra dem, siger Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Hjørring. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114. Under selve indbruddet har tyvene smadret en stor butiksrude for at komme ind i butikken, og så er de forsvundet med flere cowboybukser, skjorter, undertøj og habitter, værdien for tøjet er endnu ikke opgjort.