Vidner til rambuktyveri efterlyses

Gummigedens natlige færd skal kortlægges

Gummigeden anvendt til nattens rambuktyveri i Løgstør blev stjålet tidligere på natten i den sydlige del af byen. Foto: Jan Pedersen

Gummigeden anvendt til nattens rambuktyveri i Løgstør blev stjålet tidligere på natten i den sydlige del af byen. Foto: Jan Pedersen

LØGSTØR:Gummigeden, som blev brugt til nattens rambuktyveri mod Spar Nord bank i Østerbrogade i Løgstør, blev stjålet samme nat på Tinghøjvej 3 ved rundkørslen i den sydlige ende af byen.

Lokalpoliti Himmerland vil derfor meget gerne høre fra eventuelle vidner til køretøjets natlige færd gennem byen.

Alarmen gik kl. 03.40, og politiet er interesseret i oplysninger om trafik på det tidspunkt - plus/minus en time.

Det kan også være, at erhvervsvirksomheder eller privatpersoner ligefrem har optagelser på deres egne videoovervågninger.

Efter at gummigeden havde skovlet bankboksen ud af bygningen, kørte tyvene væk med boksen, der indeholdt et større pengebeløb. De brugte en trailer hægtet på en rødlig bil.

Gummigeden blev efterladt.

Politiet vil også gerne høre, hvis nogen i Løgstør savner sin trailer.

Man kan ringe 114 eller kontakte politikommissær Preben Møller fra den lokale efterforskningsafdeling ved Lokalpoliti Himmerland.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.