Vidtløftig sag

"Bloddyr"

Spændingsroman med mange handlingsstrenge og sprogproblemer. Bogens forside

Spændingsroman med mange handlingsstrenge og sprogproblemer. Bogens forside

Galleri - Tryk og se alle billederne.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Danni Mortensen er borger i Brønderslev, og spændingsromanen "Bloddyr" er hans tredje udgivelse. Der er tale om en fremtidsroman, hvor mennesket har etableret sig på månen, og handlingen er da også henlagt til såvel jorden som månen. I centrum står Alex, en rod og søn af den rigmand, der ejer EnerTec, som har minedrift på månen. Alex har adskillige gange været i konflikt med politiet og står ved romanens begyndelse til en mangeårig fængselsstraf. Den kan eftergives ham, hvis han vil rejse til månen for at arbejde og videreuddanne sig. Han tager imod tilbuddet. På månen kommer han i konflikt med den stedlige ledelse, bl. a. fordi han via fagforeninger vil forbedre arbejdernes vilkår. På jorden kommer et videnskabeligt forsøg ud af kontrol, og omkring halvdelen af jordens befolkning omkommer. Helten i bogen er Alex, der gennemgår en rivende udvikling frem mod et ansvarsbevidst og modent menneske. Romanen får en happy end, hvor skurkene får deres straf, og hvor heltene belønnes, og den byder på en artig afsløring. "Bloddyr" refererer til rygter om vampyrer, som suger livet ud af mennesker på månen. Det er en temmelig vidtløftig sag, som nok indlader sig på for mange handlingsstrenge. Hertil kommer, at Dannie Mortensen har svare problemer med det, der er alfa og omega for en forfatter: sproget. Lad nogle eksempler illustrere. Undertiden skrider det: "motoren, der sprang til live med en dæmpet knurren", "fik han hurtigt helikopteren til at miste dem af syne". Til andre tider kniber det med kønnet "stenhårdt is", "samle mineralholdigt støv fra overfladen og bage den i store ovne". Ligge og lægge volder problemer: "jeg vil ligge hårdt ud". Endelig er der problemer med ejestedordene: "Kommandanten Poul Steel sad på kanten af sit skrivebord, i samtale med hans stedfortræder" og "han betragtede roligt hans mor". Det er ikke professionelt nok, at forlaget Mellemgaard ikke griber ind og justerer den slags lapsus. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Dannie Mortensen: "Bloddyr" 306 sider, 269 kr., Mellemgaard

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.