Trafikulykker

Vidunderbarnet der aldrig blev helt voksen

Stevie Wonder bryder 10 års tavshed med nyt album

Han blev engang arresteret for at køre en tur i sin bil - alene. Han er altid den første, der siger "wauw," når en smuk pige træder ind i rummet. Han banker den journalist i bordfodbold, som kommer for at interviewe ham i pladestudiet. Han går i biffen og er helt oppe på de nyeste film. Intet af dette ville være særligt mærkeligt havde det ikke været for den detalje, at den, der er tale om, faktisk har været blind, siden han som for tidligt født fik tilført for meget ilt, mens han lå i kuvøse! Stevie Wonder har aldrig været som de andre. På mandag udgiver han cd'en "Time To Love", hans første i 10 år. Den skulle egentlig have været udsendt inden sommerferien, men blev udskudt, fordi Wonder i maj blev far – for syvende gang. Og så kunne han jo lige så godt pusle lidt mere, både om musikken og den lille ny. For som han siger til det engelske magasin Uncut: "Naturligvis er der deadlines, vi prøver at respektere, men kreativitet vinder altid over præcision. Gjorde det ikke det, endte jeg med at aflevere noget halvfærdigt for så resten af mit liv at gå og sparke mig selv i røven af ærgrelse." De, der kender Stevie Wonder, kan sagtens se dét for sig. "Time To Love" er det 28. Stevie Wonder-album siden debut'en i 1962 som 12-årigt vidunderbarn med "The Jazz Soul of Little Stevie", som rummede hans første hits, "Fingertips". Og selv om verden ikke venter på en ny Stevie Wonder-plade med samme tilbageholdte åndedræt som i 70'erne, hvor han vendte op og ned på popmusikken, vil også denne nye cd vise, at tidens MTV-venlige popprinsesser og hiphopprofeter ikke har det fra fremmede. På samme måde som heller ikke Stevie Wonder fik sin inspiration fra oven; i hvert fald kun noget af den. Ray Charles som idol Allerede som otte-ni-årig hørte han tidens store, sorte navn, Ray Charles. Uden i øvrigt at vide, at også Charles var blind. Hjemme i Detroit spillede og sang Wonder i en gruppe, hvor en af musikerne var fætter til Ronnie White, en af sangerne i "The Miracles", et af de første og største hits i Tamla Motown-stalden. White blev slæbt med ud og høre Wonder, som dengang endnu hed Steveland Hardaway Judkins Morris. Den lille, livsglade fyr spillede både trommer, klaver og en fremragende mundharpe og kunne også synge, så da Whites pladeselskabsdirektør, Berry Gordy, hørte og så ham, skal han have udbrudt: "He is a wonder". Og det forblev han. Stevie Wonder kom på kontrakt hos Gordy, hvis pladeselskab i lige så høj grad var en kombination af reservefamilie, kostskole og opdragelsesanstalt, hvor kunstnerne ikke fik løn, men lommepenge og lærte både husgerning og dansetrin. Samtidig var Motown ikke mindst en hitfabrik, der havde held, talent og dygtighed til at få afsat den sorte popmusik, soul, til det købestærke unge hvide publikum, godt hjulpet på vej af nye navne som The Beatles og Rolling Stones, der aldrig forsømte nogen lejlighed til at fortælle, hvor de fik inspirationen fra. Motown spandt guld på Wonder, som op gennem 60'erne scorede det ene hit efter det andet: "Uptight", "I Was Made To Love Her", "For Once In My Life", "Yester-Me, Yester-You, Yesterday" og "Nothing's Too Good For My Baby". Men selv om sangene lød dugfriske, var der noget samlebåndsagtigt og verdensfjernt over tilblivelsesprocessen. Det var pop og skulle ikke være andet. Samtidig stod verden i brand og i USA opflammedes mange sorte af en ny bevidsthed om en fremtid uden den raceadskillelse, som stadig plagede landet som et levn fra borgerkrigens dage. Også Wonder hørte de nye trommer, og fik i 1966 et hit med sin version af Bob Dylan's 'Blowin' In The Wind', men pladeselskabet hørte ingen vinde blæse. Stevie Wonder var imidlertid ikke "little" længere, og da han i maj 1971 fyldte 21 og dermed blev myndig, opsagde han kontrakten med Motown, fik udbetalt sine royalties og begyndte for sig selv. Eller rettere: Han forblev hos Berry Gordy, men med en millionkontrakt i lommen og noget nok så vigtigt: Fuld kunstnerisk frihed. Ligesom forbilledet Ray Charles og pladeselskabskollegaen Marvin Gaye. Forvandlede soulmusikken Wonder kvitterede for friheden med en stribe plader, der først i 70'erne forvandlede soulmusikken, så den ikke længere kun udfoldede sig på singler, men kunne fylde hele albums, præcis som den toneangivende rock. Plader som "Talking Book", "Music of My Mind" og "Innervisions" blev både bestsellere og stilskabere. Bare spørg en kunstner som Prince (der i øvrigt medvirker som gæst på Wonders nye plade). Wonder var den første rockkunstner, der for alvor tog de nye højteknologiske instrumenter, synthesizerne, til sig og gav dem en menneskelig lyd. Michael Jackson var en stor Stevie Wonder-fan. Det kunne man høre, da det i 80'erne blev hans tur til at forny den sorte musik. Midt i denne kreative raptus fik Wonder så sat en tankestreg, der var ved at blive til et udråbstegn. I august 1973 kørte han galt. Nej, han sad ikke selv ved rattet, men var passager i en bil, der blev ramt af træstammer fra en forankørende lastbil. Wonder lå i coma i fire dage, og læsionerne i hans hoved endte med at koste ham lugtesansen. Året efter var han dog tilbage i fin kunstnerisk form, og i 1976 fejrede han en rekordstor kontraktfornyelse med Motown med udgivelsen af dobbeltalbummet "Songs In The Key Of Life", der høstede hæder, ikke mindst fra kolleger. Sange som "I wish" blev hitlistetoppere, men så gik Wonder pludselig i frø. Hans fokus flyttede sig. Han brugte stadig mere tid på det humanitære og politiske arbejde, han aldrig fik lov til, da han var ung, fordi sammenblandingen af meninger og musik ikke huede Motown. Wonder var bl.a. frontfigur i kampagnen for at gøre den dræbte borgerrettighedsforkæmper Martin Luther Kings fødselsdag til national helligdag. Det lykkedes i 1986. Til gengæld havde han ikke særlig meget held med at overbevise offentligheden om nytteværdien i albummet "Journey Through The Secrets Life Of Plants", som var lydsporet til en dokumentarfilm, der handlede om netop det. Han revancherede sig kommercielt med "Hotter Than July" i 1980, og ramte en veritabel guldmine, da han i 1984 til filmen "The Woman In Red" skrev "I Just Called To Say I Love You". Kritikerne kaldte det sødsuppe (og glemte, at sentimentalitet altid havde været Wonders svaghed og styrke), publikum labbede sangen i sig, og den vandt en Oscar og er det, man i dag husker fra den film. "Melodier er som engle fra himmelen", har han sagt. Engle kan også have økonomisk sans. Resten af århundredet og de første fem af det nye årtusind er groft sagt gået med at modtage læssevis af æresbevisninger, udgive få plader, som hele tiden mindede os om, hvor god Stevie Wonder engang var, give koncerter (som stadig er en oplevelse) og deltage i fejringer overalt på kloden af uegennyttige personligheder, der har gjort en forskel. Præcis som ham selv.