Motorsport

Vietnam bliver vært for Formel 1-løb i 2020

I 2020 skal hele Formel 1-feltet en tur rundt i gaderne i byen Hanoi i Vietnam, som får glæde af et løb.

Haas-køreren Kevin Magnussen, som her ses køre et Formel 1-løb i Mexico, skal en tur til Vietnam i 2020. Foto: Mark Thompson/Ritzau Scanpix

Haas-køreren Kevin Magnussen, som her ses køre et Formel 1-løb i Mexico, skal en tur til Vietnam i 2020. Foto: Mark Thompson/Ritzau Scanpix

Haas-køreren Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet får en ny destination på programmet i 2020.

Vietnam skal i 2020 arrangere et VM-grandprix, oplyste myndighederne i hovedstaden Hanoi torsdag.

Det er første gang, at Vietnam, hvor motorsport fortsat er blandt nationens mindre idrætsgrene, får sådan en begivenhed.

Grandprixet skal foregå i gaderne i Hanoi i april 2020, og det er ventet, at planerne for banen offentliggøres ved et arrangement senere i denne uge.

I invitationen, som blev sendt ud torsdag til det nævnte arrangement, bekræfter lokale myndigheder, at der er givet grønt lys for et VM-grandprix i 2020.

Vietnam bliver det tredje land i Sydøstasien til at arrangere et Formel 1-løb efter Singapore og Malaysia.

Charlie Whiting, der er Formel 1-løbsdirektør, har tidligere sagt, at han var sikker på, at banen i Hanoi kunne gøres klar til brug i 2020-sæsonen.

Der er også blevet arbejdet på at få et Formel 1-grandprix til København, men de planer er indtil videre strandet på grund af uenighed om finansieringen af begivenheden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst