Vietnam kalder

AALBORG:Blandt de mere eksotiske rejsemål for de unge legatmodtagere var Hanoi, Vietnam. Det er 26-årige Thorbjørn Lindmark, som fra starten af august slår sig ned i det hærgede, men fremstormende land som et led i sin uddannelse til ingeniør i International Teknologiledelse. - Det bliver spændende. Jeg bliver den eneste dansker i firmaet. Jeg skal arbejde i et vietnamesisk firma med vietnamesisk chef, så det glæder jeg mig til, siger Thorbjørn Lindmark. Firmaet hedder Vinaskin, og Thorbjørn Lindmarks arbejde bliver blandt andet at hjælpe vietnameseren til at eksportere skibe til udlandet efter mange år, hvor man kun har kunnet handle indenlands. Udlandsopholdet gør det ud for niende semester på hans uddannelse, så udover at knokle i firmaet skal der også laves "lektier", men Thorbjørn Lindmark håber også at få set lidt mere til selve landet. - Jeg har været der på ferie og blev fascineret, så det er én af grundene til, at jeg har valgt Vietnam, fortæller han. Den anden er, at der tidligere har været praktikanter fra Danmark i virksomheden, og de er kommet tilbage med rosende ord om både firmaet og chefen. - Han skulle være utroligt dygtig, siger Thorbjørn Lindmark