EMNER

Vig pladsen

Venstres Kristian Andersen klandrer (12.5.) Socialdemokraterne for ikke at være et arbejderparti.

Nej, kig i stedet på Venstre – de arbejder hårdt og gør en masse hver dag. Og de har blåt arbejdstøj på, fortæller han. Nu er det jo ikke ligegyldigt, om man vil bryde ned, eller om man vil bygge op. Begge dele er en form for arbejde. Kristian Andersens parti har systematisk knoklet med at bryde velfærden ned. Det har været hårdt arbejde – for danskerne kan nemlig godt li’ en god offentlig service. De kar knoklet for at øge forskellen på de riges og de fattige i vores land. De har knoklet for at ødelægge en udviklende folkeskole. De har knoklet for at begrænse åndsfriheden, ytringsfriheden og religionsfriheden i Birthe Rønn Hornbechs gamle fædreland. De har knoklet for, at præsteskabet i Dansk Folkeparti har kunnet få deres middelalderlige ideer omformet til lov. De har knoklet for at gøre arbejdsmarkedet stift og usmidigt. De har knoklet for at stoppe udbygningen af vindmøller. Venstre har knoklet og været i arbejdstøjet – det skal de ha’! Jeg synes, vi trænger til en pause med deres nedbrydningsfirma. Venstre bør vige pladsen for nogle, der vil knokle for at bygge op. Der er nok at tage fat på efter syv år med liberalister og præstefætre ved magten.