EMNER

Viggo kan sagtens

Hele familien får gavn af det, når far deltager i snakken om sit lille barn, mener forældrene til Viggo på tre måneder

Viggo kan sagtens. Han har en mor og far, der giver ham masser af opmærksomhed. Viggos mor ammer ham, og de to er stort set sammen altid. Viggos far bader sin søn, skifter hans ble, putter ham i seng om aftenen og leger med ham i sofaen. Nanna og Thomas Dalsgaard Hoff, 26 og 27 år, har siden Viggos fødsel for tre måneder siden delt de mange praktiske gøremål, glæder og bekymringer, der melder sig, når man er blevet forældre for første gang. Og de har begge været med, når sundhedsplejerske Annie Vester Rytter fra kommunen har været på besøg for at høre til Viggos trivsel og give råd og vejledning. Det gør familien Dalsgaard Hoff, der bor ved skov og fjord på Ørnedalsvej i Hobro, til noget særligt. En undersøgelse, som sundhedsplejen i Mariagerfjord Kommune har gennemført, og som NORDJYSKE omtalte forrige onsdag, viser, at godt halvdelen af fædrene sjældent eller aldrig deltager, når sundhedsplejersken er på besøg i deres hjem. For Thomas Dalsgaard Hoff har det været nærliggende. Under sin kones barsel har han været hjemme for at skrive speciale. Han tager en kandidatuddannelse i byggeledelse på Aalborg Universitet. - Når jeg nu alligevel var hjemme, var det naturligt for mig at være med til sundhedsplejerskens besøg. Det handler om at få det til at fungere som familie, og det er hårdt at stå med det alene, siger Thomas Dalsgaard Hoff. Læs også reportagen i NORDJYSKE Stiftstidende torsdag.

Forsiden