Trafikulykker

Vigtig hjælp til dem der mister

Jette og Bent Danielsen følte sig svigtet, da deres søn døde. Det skal andre ikke opleve

FJERRITSLEV:Tilværelsen ændrede sig brutalt for Jette og Bent Danielsen en majdag for to år siden, da deres 17-årige søn Dan blev dræbt ved en trafikulykke. Fra at være en glad familie med to store skolebørn blev de kastet ud i det kaos af chok og sorg, som alle forældre frygter mest af alt. Deres dreng blev på sin knallert ramt af en gummiged på Skråvejen ved Kollerup og dræbt på stedet. Selv om Jette og Bent Danielsen og datteren Pernille fik hjælp og støtte af familie, venner og sognepræsten i den første tid efter ulykken, følte de at det offentlige system efterlod dem frit svævende i et tomrum. - Efter at Dan var begravet, skulle vi selv finde ud af, hvor vi kunne få hjælp til at komme videre. Vi fik udleveret en lang liste over psykologer, som vi kunne ringe til, fortæller Bent Danielsen. - Vi brugte en formiddag på at ringe til en masse, men den eneste, der havde tid, kunne vi slet ikke sammen med, så ham opgav vi igen. Ved et tilfælde fik familien kendskab til psykoterapeut Eva Sellin Mortensen i Sund By i Fjerritslev, og så kom der gang i samtaler, der hjalp familien. I små skridt. - Den situation vil vi gerne være med til at hindre, at andre kommer i. Derfor foreslog vi Sund By at lave en pjece med alle de kontakter, man kan få brug for. Den bliver nu sendt ud til alle, der mister en nær pårørende, forklarer Jette Danielsen. Første sted i landet Fra Sund By oplyser Kimma Thomsen, at Fjerritslev er det første sted i landet med sådan et initiativ. - Det er helt Jette og Bents fortjeneste, og jeg synes det er flot gjort, siger hun. - Men det er et svært område for det offentlige at forholde sig til. Vi er nok lidt berøringsangst, og nogen vil måske føle sig trådt lidt nær. Derfor vil Sund By heller ikke følge pjecen op med en opringning for at spørge til behovet for hjælp. Den holdning mener Bent Danielsen er forkert. - Vi ville ønske, at vi var blevet kontaktet. Telefonrøret bliver utrolig tungt, når man er i den situation. Kimma Thomsen lover, der bliver evalueret på den nye pjece. Fremgangsmåden kan måske blive ændret. Gode grupper I dag er Jette og Bent Danielsen med i foreningen Mistet Barn, hvor en lille nordjysk gruppe forældre mødes jævnligt, og datteren Pernille er med i en gruppe for børn og unge, der har mistet et nært familiemedlem. - Det bliver vi ved med. Det giver os meget at være sammen med andre, der ved hvordan vi har det, fortæller ægteparret stilfærdigt. Dans død har for altid forandret deres liv. Sorgen vil altid være der. Man lærer også at skære alt uvæsentligt fra. Gøre det man helst vil. Skifte job, uddanne sig, rejse. - Der er mange ting, der er helt ligegyldige.