Vigtige point på spil for Løgstør

LØGSTØR:Vigtige point står på spil for hjemmeholdet, når Løgstør IF fredag aften tager imod Taars/Ugilt IF i fodboldspillernes serie 1. Inden kampen har Løgstør 15 point, det samme antal som Skagen, der dog har spillet en kamp mindre og er bedst indbyrdes med Løgstør. -En yderst vanskelig kamp mod et Taars-mandskab, der i sin seneste kamp tilføjede netop Skagen sit første nederlag med 2-1. Vores unge hold har været stærkt spillende mod de svagere hold, men har haft det vanskeligt mod rækkens hold i den bedre del, siger træner Kenneth Cortsen, der kan konstatere, at Taars/Ugilt har hentet fuldt pointudbytte i sine tre udebane kampe. På den anden side har det unge Løgstør mandskab ikke sat point til i sine tre hjemmekampe. - Jeg forventer en svær, men lige kamp, hvor spillerne skylder at bevise at de kan matche holdene i den gode ende af tabellen, siger Kenneth Cortsen, der dog er fortrøstningsfuld inden kampen.