Vigtigere sager

Pelle Christy Geertsen skriver (17.4.), at han undrer sig over mit indlæg om problemer med at bruge sin mobiltelefon i andre EU-lande. Han undrer sig, fordi han mener, der må være masser af andre vigtigere ting at gå op i. Og han har da fuldstændig ret.

Men det gør jeg så sandelig også! Jeg sidder i det udvalg, hvor vi laver regler for det indre marked og forbrugerbeskyttelse og skriver derfor oftest debatindlæg, der handler om dette område. Hvis P.C.G. havde fulgt med i debatten, ville han vide, at jeg har skrevet meget om f.eks. behovet for bedre markedsovervågning, om importørers ansvar for sikre varer, om retssikkerhed i terrorbekæmpelsen og mange andre tunge og vigtige sager. Så selvom jeg bestemt mener, at konsekvenserne af EF-domstolsafgørelserne omkring Laval og Rüffert er afgørende, skriver jeg ikke om dem, fordi de ikke ligger i mit udvalg. Jeg synes nemlig, det er vigtigt at give danskerne et indtryk af de mange forskellige emner, Parlamentet har indflydelse på. Men ind imellem skriver jeg også om de små ting, der generer borgerne i hverdagen. Jeg undrer mig dog over, at det kan opfattes som et problem, når jeg ellers i øvrigt bidrager min del til den generelle EU-oplysning i Danmark.